FBV afholdt i går Børsmarkedskonference, hvor vinderen af Årets børsnoterede vækstvirksomhed 2026 blev kåret.
Årets børsnoterede virksomhed blev i 2026 opdelt i to kategorier – én for Large- og Mid cap selskaber og én for Small cap og MHF (First North og Spotlight). Det var anden gang, at FBV uddelte en pris for Large- og Mid cap selskaberne, mens prisen for årets børsnoterede vækstvirksomhed blev uddelt for femte gang.
Før årsmødet havde professionelle og private aktører mulighed for at nominere danske vækstvirksomheder til prisen som årets børsnoterede vækstvirksomhed. Derefter ville juryen finde tre finalister samt én vinder inden for hver kategori, hvor de bl.a. har kigget på parametre såsom opnåede resultater, kursudvikling, bredde i aktionærer, governance, investor relations og kommunikation. De nominerede virksomheder til at vinde Årets børsnoterede virksomhed 2026 inden for Small cap og MHF-kategorien var GreenMobility, Impero, Konsolidator, RTX, Dataproces, Freetrailer, Copenhagen Capital, Alefarm Brewing, Donkey Republic, Trophy Games, Hove, TCM Group og Erria.
Læs også: Mine favoritter til at vinde Årets Børsnoterede Vækstvirksomhed 2026.
Årets børsnoterede vækstvirksomhed 2026
De tre finalister til at vinde Årets børsnoterede vækstvirksomhed 2026 var GreenMobility, Trophy Games og Freetrailer. Før kåringen havde jeg delt mine tre favoritter til at vinde prisen, som du kan læse her. Et kort udsnit fra min artikel fremgår herunder:
De tre selskaber (red: mine favoritter) er Freetrailer, Hove og GreenMobility. Efter min mening er Trophy Games også en oplagt kandidat i 2026, men vi har endnu ikke set en vinder af prisen få en finaleplads året efter, så jeg tvivler på, at det bliver tilfældet i år. Hvis vi ser bort fra dette, havde Trophy Games uden tvivl taget en af pladserne i min top-3.
Titlen endte i år ganske velfortjent med at gå til GreenMobility, der også var blandt mine tre favoritter. Derudover ramte jeg plet med Freetrailer, der også endte i top 3, mens jeg ikke skulle dømme Trophy Games ude, selvom de vandt sidste år. Jeg er ret overbevist omkring, at Hove ville have være en kandidat til ”Årets bobler”, hvis den titel var blevet givet igen i år. Freetrailer må nu stå forrest til at vinde titlen næste år, hvis de kan fortsætte deres flotte udvikling.
GreenMobility er en delebilsvirksomhed, der tilbyder fleksibel adgang til elbiler via en app. Juryen begrundede prisen med, at selskabet har gennemført en af de mest imponerende turnarounds på den danske børs. På tre år har selskabet skiftet fra at kæmpe for overlevelse til at fremstå som en sund, profitabel og fokuseret forretning – med fuld åbenhed over for markedet.
GreenMobility endte i 2025 med en omsætning på 154 mio. kr. svarende til 20% vækst, en EBITDA-fremgang på 57% til 53 mio. kr. og et nettoresultat på 33 mio. kr. fra fortsat drift. Selskabet opjusterede forventningerne fem gange i løbet af året – et stærkt udtryk for disciplineret eksekvering kombineret med konservativ guidance. Aktiemarkedet kvitterede med et afkast på ca. 279%, hvilket gjorde GreenMobility til årets bedste danske aktie fra et lavt udgangspunkt.
Selskabet har brugt aktiemarkedet konstruktivt til at finansiere transformationen og er blevet belønnet for det. Der er fremlagt en gennemsigtig finansiel målsætning for 2026-2028 med 8-12% vækst i toplinjen, 12-16% vækst i EBITDA, og åbnet op for kapitalallokering når soliditeten er over 20%. I 2025 tiltrak selskabet 3.000 nye private investorer.
GreenMobility tjener desuden et reelt samfundsformål gennem reduceret CO2-udledning ved bydelt elbilkørsel og viser, at en small cap kan kombinere kommerciel vækst, klar investorkommunikation og et grønt formål.
Tillykke til GreenMobility med den velfortjente anerkendelse. Det samme skal det lyde til både Freetrailer og Trophy Games, der har potentiale til at kæmpe om prisen igen næste år, hvis de fortsætter i samme spor.
No comments! Be the first commenter?