Alefarm Brewing har fået en god start på 2025, hvis man kigger på nyhedsstrømmen, der indikerer et tiltagende momentum på eksportmarkederne.
Alefarm Brewing er et dansk mikrobryggeri, der er noteret på First North og i dag har en markedsværdi på omkring 20 mio. kroner. Bryggeriet kunne efter årets første fire måneder berette om en vækst på 40% i januar, 16% i februar, 21% i marts og 25% i april – alt sammenholdt med den tilsvarende måned sidste år. Alefarm Brewing har ikke informeret om udviklingen i maj og juni, hvorfor vi endnu ikke har det fulde indblik i omsætningen for årets første seks måneder, før halvårsrapporten offentliggøres i slutningen af august.
Det danske mikrobryggeri forventer at nå en omsætning på 10,8-11,5 mio. kroner i 2025. Der er således lagt op til en vækst på 9-16% og den første tocifrede millionomsætning i selskabets historie. Baseret på udviklingen i årets første fire måneder, har Alefarm Brewing løftet omsætningen 25%, mens de samlede omkostninger i perioden blev reduceret med 20%. Det tyder således på, at Alefarm er godt på vej til levere på sine udmeldinger til markedet – og måske endda mere til, selvom det fortsat er tidligt at spekulere i.
Læs også: Handelsaktiviteten er mere end fordoblet: De mest handlede vækstbørsaktier i første halvår 2025.
Fornyet momentum på eksportmarkederne
Efter at have oplevet fald i eksportomsætningen hvert år efter corona-epidemien, var der efter de første fire måneder en stigning på 52% i forhold til året før. Eksportsalget er således en stor bidragsyder til den samlede omsætningsvækst på 25% i årets første fire måneder. Tidligere eksportkunder er kommet tilbage til Alefarm Brewing og flere nye kunder er kommet til.
Det fornyede momentum på eksportmarkederne er blevet markeret med en række nye distributionsaftaler. I januar indgik bryggeriet en distributionsaftale med Pikkulintu Oy i Finland, i maj blev samarbejdet med en stor distributør i England genoptaget og senest har selskabet i august indgået en distributionsaftale med Einer Drinks i Norge. Den mest interessante aftale er formentligt samarbejdet i England, hvor distributøren tidligere var en af de største eksportkunder for Alefarm Brewing, der også tidligere har beskrevet England som et af deres nøglemarkeder, før de måtte gå ud af markedet i 2022.
Det er ikke kun eksportmarkederne, der har været i fokus hos Alefarm Brewing. I starten af året kunne selskabet frigive den første alkoholfrie øl, der hurtigt blev udsolgt. Alle Alefarms alkoholfrie øl er ifølge selskabet blevet taget godt modtaget i markedet, hvor der i slutningen af juli blev indgået en distributionsaftale med NOLO Collective, hvis hovedmarkeder er de nordiske lande samt udvalgte eksportmarkeder.
Digital platform droppes
Alefarm Brewing har i en årrække arbejdet på at udvikle en digital platform, som skulle styrke selskabets digitale tilstedeværelse og dermed medvirke til at øge værdien af selskabet. Dette projekt kunne dog ikke færdiggøres i en form, der kunne finansieres og drives af selskabet selvstændigt, hvorfor man i juni måtte meddele markedet, at selskabet afsøgte muligheder for at finde de bedst mulige løsninger på disse udfordringer.
Denne proces resulterede i, at man overleverede alle rettighederne til den ikke færdiggjorte platform til Tidemann&Co ApS, som ejes af den tidligere administrerende direktør og stifter, Kasper Tidemann, som også har udviklet platformen. Betalingen skete med aktier i Alefarm Brewing svarende til en værdi på 1,8 mio. kroner, hvorfor Alefarm Brewing i dag ejer egne aktier svarende til 7,86% af aktiekapitalen.
En god start på året giver mulighed for opjustering
Alefarm Brewings forventninger til 2025 inkluderer både finansielle og driftsmæssige punkter for året. De driftsmæssige punkter inkluderer en fortsat forbedring af indtjeningen gennem styrkelse af afsætningen i on-trade segmentet, en øget eksportindsats til udvalgte markeder, hvor selskabet har høje ratings, lancering af alkoholfrie øl og et yderligere forstærket salg via digitale kanaler. De finansielle forventninger inkluderer en omsætning i niveauet 10,8-11,5 mio. kroner med et EBITDA på 0-350 tusinde kroner.
Baseret på de løbende nyheder fra Alefarm Brewing er selskabet godt i gang med at levere på både driftsrelaterede og finansielle forventningerne for året. Det er dog ikke nemt at have det fulde indblik, før selskabet i slutningen af måneden vil offentliggøre halvårsrapport for årets første seks måneder, da vi kun har indblik i den finansielle udvikling for omsætningen i årets første fire måneder. Dog er Alefarm Brewing kommet så godt ud af årets første fire måneder, at de som minimum fortsat bør fastholde årets forventninger, selvom væksten skulle være mere begrænset i maj og juni.
No comments! Be the first commenter?