DanCann Pharma bliver endnu et selskab i rækken af afnoteringer efter en ærgerlig børshistorie med store kursfald.
For få dage siden kom det frem, at vi får den første børsnotering på de danske vækstbørser i flere år, idet Mendole planlægger en notering på Spotlight Stock Market i oktober 2025. Dog er vi nu på vej til at sige farvel til endnu et selskab, idet DanCann Pharma i et brev til sine aktionærer har informeret om en kommende afnotering. Her fremgår det ligeledes, at selskabets stifter og administrerende direktør, Jeppe Krog Rasmussen, har valgt at stoppe som direktør, hvorfor selskabets bestyrelsesformand har overtaget rollen som interim CEO.
DanCann Pharma hæfter sig ved tre primære årsager til, at selskabet nu vil afnoteres. Først og fremmest henvises til de løbende noteringsomkostninger, der ifølge selskabet er store i forhold til deres størrelse. Derudover vurderes det private kapitalmarked mere attraktivt for selskabets nuværende kapitalbehov, mens der henvises til en lav likviditet i aktien.
DanCann Pharma har i skrivende stund over 2.700 aktionærer på Nordnet og yderligere mere end 1.300 aktionærer på den svenske platform Avanza. Det er således en afnotering, der berører mange private investorer, der nu skal tage stilling til, om man vil fortsætte som aktionær i det afnoterede selskab, og være opmærksom på de omkostninger, det kan medføre, eller om man vil forsøge at sælge sine aktier før afnoteringen.
DanCann Pharma er de seneste 3 år faldet mere end 99% og zoomer man ud til maks er aktien faldet mere end 99,9%. Selskabet gik på børsen i 2020 med en tegningskurs på 4,5, men valgte tidligere i år at gennemføre et omvendt aktiesplit i forholdet 1:1.000.
No comments! Be the first commenter?