Efter store kursstigninger til Danish Aerospace Company har næstformanden igen udnyttet situationen til at sælge aktier for et millionbeløb.
På vaekstaktier.dk har vi tidligere afdækket, hvordan næstformanden hos Danish Aerospace Company, Søren Bjørn Hansen, har udnyttet de store kursstigninger til at sælge aktier for et millionbeløb. De seneste uger har næstformanden igen været aktiv i markedet, men denne gang for et markant større beløb, hvor der er solgt aktier for over 7 mio. kroner siden den 26. august frem til og med den 8. september.
Danish Aerospace Company har oplevet store stigninger på børsen det seneste år som følge af en generel stor interesse for forsvars- og rumaktier. Markedsværdien udgør i skrivende stund 116 mio. kroner, men på sit højeste havde selskabet en værdi på over 270 mio. kroner. Det skal ses i lyset af, at selskabet for indeværende regnskabsår 2025 forventer at nå en omsætning på 21-23 mio. kroner med et EBITDA på 1-3 mio. kroner efter et skuffende resultat for 2024, hvor omsætningen udgjorde 17,7 mio. kroner med et EBITDA på -3 mio. kroner, hvilket var under selskabets guidance for året. Det store fokus på forsvarsindustrien har altså endnu ikke afspejlet sig i et stort gennembrud for Danish Aerospace Company, og måske det store aktiesalg fra næstformanden vidner om, at aktiekursen ikke afspejler den reelle værdi af virksomheden?
Det store salg af aktier
Bestyrelsen og direktionen er som udgangspunkt dem, der kender forretningen bedst, hvorfor det er relevant at følge udviklingen i insiderhandler. Du kan følge de seneste insiderhandler blandt de danske vækstbørsselskaber her.
Dykker man ned i insiderhandlerne hos Danish Aerospace Company, kan man se, at næstformand Søren Bjørn Hansen gennem M. Goldschmidt Capital A/S og Silver Bear Holdings ApS har solgt aktier for et større millionbeløb de seneste uger. Siden den 26. august frem til og med i går den 8. september har han dagligt solgt aktier, og hvorvidt det store aktieudsalg er slut, ved jeg ikke.
Der er i perioden solgt aktier for lidt over 7,1 mio. kroner. Baseret på nuværende markedsværdi på 116 mio. kroner, er det en væsentlig andel af aktiekapitalen, der har skiftet hænder med næstformanden som sælger. Tilbage i april solgte Søren Bjørn Hansen aktier for knap 1,7 mio. kroner, hvorfor næstformanden nu har solgt aktier for ca. 8,8 mio. kroner gennem året. Der er mig bekendt ikke kommunikeret en årsag til det store aktiesalg, hvilket heller ikke er et krav – det kan både være skatterelateret, men størrelsen af salget vidner for mig om, at næstformanden anser de store kursstigninger som en overreaktion sammenholdt med den fundamentale udvikling i forretningen.
Danish Aerospace Company har fået i omegnen af 6.000 flere aktionærer på Nordnet gennem 2025. Det er en meget stor stigning og en mangedobling af selskabets aktionærbase. Det har medvirket til, at Danish Aerospace Company senest har meldt ud, at de vil overgå til kvartalsvis rapportering fra tidligere halvårlig rapportering, hvilket er positivt. De mange nye aktionærer skal dog være opmærksomme på de væsentlige risici i aktien, der har været ramt af en hype-tilstand.
No comments! Be the first commenter?