Månedligt følger jeg udviklingen i antallet af aktionærer på Nordnet og Avanza for de danske vækstbørsselskaber for at få indblik i retail-interessen blandt vækstbørsselskaberne.
Den seneste udvikling fremgår af søjlediagrammet nederst i denne artikel, som påviser, hvordan antallet af aktionærer på Nordnet og Avanza har udviklet sig den seneste måned fra den 2. februar til den 2. marts 2026. Nordnet er aktiv på tværs af Norden, men eftersom selskaberne er danske, udgør en stor del af aktionærbasen formentligt danske investorer, mens Avanza indikerer interessen fra svenske investorer.
På Nordnet har Curasight, Cessetach, Freetrailer, GomSpace og Donkey Republic oplevet den største tilgang af aktionærer. Curasight har fået 519 flere aktionærer på Nordnet, og har således oplevet en markant fremgang. Lidt bemærkelsesværdigt har de fire aktier med størst tilgang på Nordnet alle oplevet et fald i aktionærbasen på Avanza, hvilket indikerer en tydelig geografisk forskel, hvor de danske investorer har købt op i Curasight, Cessatech, Freetrailer og GomSpace, mens svenskerne har solgt ud.
På Avanza har interessen for de danske vækstbørsaktier generelt været lille i februar, hvor Brain+, FastPassCorp og Trophy Games alle har oplevet en tilgang på 7 aktionærer som den største fremgang blandt de 41 selskaber. Brain+ er i en rekonstruktionsproces, hvorfor kursudviklingen i denne aktie i høj grad er spekulativ.
Danish Aerospace Company har oplevet det største fald Nordnet-basen, hvor antallet af aktionærer er faldet med 155. Dernæst har BactiQuant oplevet et fald på 65 og Dataproces 49 aktionærer. På Avanza har GomSpace oplevet det største fald på 124 aktionærer efterfulgt af Freetrailer med et fald på 79 aktionærer.
GomSpace er fortsat det danske vækstbørsselskab, der har flest aktionærer registreret på Nordnet med 14.908 aktionærer per 2. marts 2026. Dernæst finder vi Danish Aerospace Company, FluoGuide, Freetrailer og BactiQuant. Efter den seneste store interesse for Curasight, nærmer aktien sig også top-5, og har nu for første gang registreret mere end 4.000 aktionærer på Nordnet.

No comments! Be the first commenter?