Månedligt følger jeg udviklingen i antallet af aktionærer på Nordnet og Avanza for de danske vækstbørsselskaber for at få indblik i retail-interessen blandt vækstbørsselskaberne.
Den seneste udvikling fremgår af søjlediagrammet nederst i denne artikel, som påviser, hvordan antallet af aktionærer på Nordnet og Avanza har udviklet sig den seneste måned fra den 2. marts til den 2. april 2026. Nordnet er aktiv på tværs af Norden, men eftersom selskaberne er danske, udgør en stor del af aktionærbasen formentligt danske investorer, mens Avanza indikerer interessen fra svenske investorer.
På Nordnet har Donkey Republic, Risk intelligence, FastPassCorp, Konsolidator og Alefarm Brewing oplevet den største tilgang af aktionærer. Donkey Republic har oplevet den største fremgang med 30 flere aktionærer på Nordnet. Dog har de fleste aktier oplevet et fald i aktionærbasen, hvor særligt GomSpace og Danish Aerospace Company skiller sig ud med en tilbagegang på over 100 aktionærer på Nordnet.
På Avanza har investorerne ligeledes solgt ud af de små danske vækstbørsselskaber. WindowMaster har oplevet den største fremgang med 5 flere aktionærer på Avanza, mens GomSpace igen indtager en bundplacering med en tilbagegang på hele 567 aktionærer på Avanza gennem måneden. Freetrailer har også oplevet en større tilbagegang på Avanza med et fald på 43 aktionærer, men har omvendt fået 12 flere aktionærer på Nordnet i perioden.
GomSpace er fortsat det danske vækstbørsselskab, der har flest aktionærer registreret på Nordnet med 14.717 aktionærer per 2. april 2026. Dernæst finder vi Danish Aerospace Company, FluoGuide, Freetrailer og BactiQuant.

No comments! Be the first commenter?