Dataproces har i dag meddelt, at selskabet allerede har fået den første kunde på den nye platform, KommuneProfilen, der blev annonceret i juni.

KommuneProfilen er et resultat af et strategisk samarbejde mellem Dataproces og Index100 ApS omhandlende udviklingen af en ny softwareplatform til de danske kommuner. Platformen skal give kommunerne nye muligheder for at arbejde med nøgletal og analyser som grundlag for debat og beslutningsstøtte i kommunerne. Målgruppen er bred og omfatter både politikere, forvaltning og borgere i kommunerne, hvorfor Dataproces’ ledelse også har store forventninger til KommuneProfilen.

Softwareplatformen forventes at være klar til efteråret 2025, hvorfor den første kommune altså har indgået en aftale forud for lanceringen af KommuneProfilen. Der er tale om en sjællandsk kommune, som har underskrevet en aftale om anvendelse af softwareløsningen.

Dette er blot et af de nye tiltag, som Dataproces har iværksat i løbet af kalenderåret 2025, hvor selskabet også har købt Boelplan, der giver en eksponering og ekspertise ift. det tyske marked, der er et interessant marked på længere sigt for Dataproces. Derudover har selskabet iværksat de indledende øvelser for at se på nærmere på det svenske marked, der også er strategisk interessant ift. videre ekspansion fra Danmark. Her forventes det, at der kan afholdes reelle kundemøder i løbet af kalenderåret 2026.

Administrerende direktør for Dataproces, Michael Binderup, udtaler i forbindelse med dagens nye aftale:

Vi har store forventninger til vores nye softwareløsning og vi glæder os over, at vi allerede få uger efter udmeldingen om den nye løsning har en aftale med den første kunde.