Flere af de danske vækstbørsaktier har oplevet en stor tilstrømning af aktionærer på Nordnet den seneste måned. Freetrailer er nu den danske vækstbørsaktie, der har flest ejere på Nordnet.
Månedligt følger jeg udviklingen i antallet af aktionærer på Nordnet og Avanza for de danske vækstbørsaktier. Fremadrettet vil jeg ligeledes følge udviklingen for de danske selskaber, der har valgt en svensk vækstbørs, heriblandt GomSpace, FluoGuide og ExpreS2ion.
Den seneste måned har vi registreret en bemærkelsesværdig udvikling i antallet af ejere på Nordnet. Fem af de i alt 35 danske vækstbørsaktier har oplevet en nettotilgang på over 100 aktionærer fra den 2. maj til den 2. juni 2025, hvilket er ganske usædvanligt og understreger en øget interesse for de danske vækstbørsaktier i perioden. På tværs af alle vækstbørsaktierne er der set en nettotilgang på i alt 909 aktionærer.
Læs også: Nu inkluderes dansk-svenske vækstbørsaktier i vores ugentlige vækstbørsstatus.
Freetrailer og Danish Aerospace Company skiller sig ud
Freetrailer og Danish Aerospace Company har optaget en stor del af opmærksomheden på de danske vækstbørser i starten af 2025. Danish Aerospace Company har været påvirket af en ekstraordinær stor interesse som følge af det globale fokus på forsvarsaktier, mens Freetrailer har fortsat sin flotte vækstrejse, der bl.a. er blevet markeret af en investering fra Den norske oliefond.
Danish Aerospace Company har mere end femdoblet antallet af aktionærer på Nordnet i 2025, hvilket næsten er helt uhørt for et selskab, der præsenterede en skuffende årsrapport og har meget begrænset fokus på investorkommunikation. Den store interesse for aktien har forhåbentligt været en øjenåbner for selskabet, og vi kan håbe, at de fremadrettet vil prioritere aktionærpleje og kommunikation.
Freetrailer har løftet aktionærbasen på Nordnet lidt over 64% i 2025, og er nu den aktie på de danske vækstbørser, der har registreret flest ejere på Nordnet. Alene i maj fik aktien tilført næsten 200 flere ejere på platformen. Danish Aerospace Company kan dog potentielt snart overtage pladsen, hvis den store hype omkring aktien fortsætter, men man skal huske at passe på, når en aktie oplever så massive kursudsving, da stemningen meget hurtigt kan vende.
Derudover fik Cessatech, WindowMaster og Dataproces også mere end 100 flere ejere på Nordnet gennem maj, hvilket delvist kan skyldes, at både Freetrailer, WindowMaster og Dataproces fik en topplacering i Børsens Aktierating. Trophy Games fik også en topplacering, og oplevede en nettotilgang på 25 Nordnet-aktionærer i måneden.
EgnsINVEST Ejd. Tyskland med solid fremgang i aktionærbasen
Dykker vi længere ned på listen, finder vi EgnsINVEST Ejd. Tyskland, der har løftet antallet af aktionærer på Nordnet med 11 gennem maj måned. Det kan lyde lavt, men med en aktionærbase, der kun udgjorde 100 ejere på Nordnet i starten af måneden, svarer det til en fremgang på 11%. Det er en stor procentuel stigning, og man skal huske, at det er sværere at løfte aktionærbasen, når den eksisterende aktionærbase er lille og det generelle kendskab derfor er lavere.
EgnsINVEST Ejd. Tyskland har dermed løftet aktionærbasen mere end 20% i 2025. Det kan bl.a. tilskrives, at selskabet har lanceret et aktietilbagekøbsprogram, som er i gang med at blive eksekveret, mens EgnsINVEST Ejd. Tyskland allerede har opjusteret forventningerne til 2025 og generelt fokuserer på at kommunikere til sine aktionærer. Dette har understøttet den positive udvikling i antallet af ejere på Nordnet, der samtidig har set aktien stige over 30% år til dato.
Du kan se den samlede oversigt på billedet herunder, der illustrerer den store stigning i aktionærbasen hos flere af aktierne gennem maj samt udviklingen i årets første fem måneder.
No comments! Be the first commenter?