MillionærKlubbens Aktiespil er begyndt i dag, og STENOCARE er i skrivende stund den mest handlede aktie på spillets første dag.
STENOCARE-aktien har oplevet bemærkelsesværdige kursudsving i dagens handel, hvor aktien lige nu stiger omkring 40%. Det sker samme dag, som MillionærKlubbens Aktiespil er begyndt, hvor aktien tilmed er den mest handlede aktie. Det giver anledning til at spekulere i, om nogle af deltagerne i aktiespillet bevidst har manipuleret STENOCARE-aktien, eller om kursstigningerne er drevet af hype eller måske fortsat optimisme ovenpå regnskabet i sidste uge.
Der er i skrivende stund handlet aktier for over 2 mio. kroner i STENOCARE i dagens handel, og dagen er endnu ikke slut. Det er markant over normalen, hvor det daglige gennemsnit i første halvår 2025 var på ca. 83.000 kroner, og vi skal helt tilbage til første kvartal 2024 for at finde en dag med en handelsvolumen på over 2 mio. kroner.
STENOCARE med nyt regnskab
STENOCARE offentliggjorde regnskab for første halvår i sidste uge, og sluttede ugen med en stigning på 26%. Derfor startede opturen i STENOCARE-aktien allerede i sidste uge – altså inden MillionærKlubbens Aktiespil startede.
STENOCARE beskrev i deres seneste kvartalsrapport, at de begyndte at se fordelene ved den nye strategi, STENOCARE 3.0 med en salgsfremgang på 131% sammenlignet med andet kvartal sidste år, mens personaleomkostningerne blev reduceret med 67%. Det medvirkede til, at STENOCARE kunne præsentere sit første positive EBITDA-resultat for et kvartal siden 2019.
EBITDA-resultatet for andet kvartal udgjorde 19 tusinde kroner, og på bunden var et negativt resultat på 145 tusinde kroner. For første halvår endte EBITDA-resultatet på -1,8 mio. kroner med et resultat på -2,1 mio. kroner. Der er således fortsat et godt stykke ved til, at STENOCARE bliver profitable for helåret.
STENOCARE har mig bekendt ikke kommunikeret en specifik finansiel guidance for 2025. De beskrev dog i forbindelse med årsrapporten for 2024, at de forventer at være tæt på break-even på EBITDA for 2025, og man forventer overskud fra 2026. Derfor kan det være lidt svært som investor at vurdere, om den finansielle udvikling er over, under eller på niveau med forventningerne.
Det er svært at vurdere, om dagens kursstigning til STENOCARE skyldes det ene eller det andet. Det er dog under alle omstændigheder bemærkelsesværdigt, at aktier stiger så markant under stor volumen den samme dag, som aktiespillet starter. Det fremgår desuden af en artikel på Euroinvestor, at aktier på First North ikke kan handles i aktiespillet. Derfor er det lidt mærkeligt, at aktierne på First North alligevel kan handles.
No comments! Be the first commenter?