Efter to kvartaler med en styrket pipeline, rentabilitet på alle forretningsområder og strategiske opkøb, kan Erria i dag præsentere sin halvårsrapport for 2025.
Erria går nu ind i det traditionelt set højaktive andet halvår med en markant stærkere ordrebeholdning, stigende marginer og forventning om højere værdiskabelse. Kombinationen af eksisterende kontrakter og nye initiativer giver et solidt grundlag for yderligere vækst og forbedret indtjening i 2025, hvilket medvirkede til, at Erria i sidste uge opjusterede sine forventninger til årets driftsresultat.
Erria nåede i første halvår en omsætning på 83,6 mio. kroner mod 88,7 mio. kroner i samme periode sidste år. EBITDA-resultatet i første halvår udgjorde 3,6 mio. kroner mod 4,4 mio. kroner i samme periode sidste år, mens EBIT-resultatet endte på 3,0 mio. kroner mod 3,7 mio. kroner i samme periode sidste år. Kontantbeholdningen er vokset fra 16,9 mio. kroner sidste år til 21,7 mio. kroner ved udgangen af første halvår 2025.
På baggrund af udviklingen i første halvår og den særligt stærke performance i juli, forventer ledelsen som udmeldt den 22. august at realisere et forbedret helårsresultat i 2025 sammenlignet med de tidligere udmeldte forventninger. Omsætningen ventes fortsat at lande på 200-220 mio. kroner, mens EBITDA-resultatet ventes at lande på 7-9 mio. kroner mod tidligere 5-8 mio. kroner med et EBIT på 6-8 mio. kroner mod tidligere 4-7 mio. kroner.
Alle selskabets fire datterselskaber bidrog positivt i først halvår. Særligt Erria A/S og Erria Container Services viste en markant styrkelse af indtjeningen, og koncernen står dermed velpositioneret til at udnytte de mange muligheder i andet halvår. Årets sidste to kvartaler er traditionelt set de mest aktive kvartaler, og selskabet beskriver, at de er klar til yderligere ordreindtag.
Erria annoncerede desuden den 11. august 2025, at selskabet har indgået aftale om opkøb af Nordic Marine Partner ApS. Opkøbet styrker koncernens forretningsgrundlag i Danmark og forventes endeligt gennemført pr. 1. september 2025. Opkøbet giver øjeblikkeligt indtægts- og EBITDA-bidrag og udvider koncernens markedsposition i Danmark.
Administrerende direktør hos Erria, Henrik N. Andersen udtaler i forbindelse med halvårsrapporten:
Vi går ind i andet halvår med stor aktivitet i koncernen og ser et betydeligt vækstpotentiale. Mermaid Maritime Vietnam står foran levering af en større ordre af topmoderne Evacuation Chute livredningsudstyr til Ørsteds Baltica 2-havvindmølleprojekt i Østersøen, som understreger vores position som betroet leverandør af sikkerhedsudstyr til den globale offshore-industri. Sammen med vores nylige opkøb af Nordic Marine Partner forventer vi, at disse initiativer vil bidrage væsentligt til vores samlede udvikling i 2. halvår.
No comments! Be the first commenter?