Erria kunne i går fremlægge tal for tredje kvartal, som bl.a. har budt på en vellykket integration af det nylige opkøb af NMP. Derudover fastholdt selskabet sine forventninger til 2025.
Efter en roligere sommerperiode fremviste regnskabet for tredje kvartal 2025 en markant vending i koncernens momentum, med stigende aktivitet i alle fem forretningsben, og en styrket bundlinje understøttet af fortsat stram omkostningsstyring og bidrag fra koncernens nylige opkøb af NMP i Hellerup.
Erria realiserede i årets første tre kvartaler en omsætning på 136 mio. kroner mod 144,8 mio. kroner i samme periode sidste år. EBITDA-resultatet endte på niveau med sidste år, og udgjorde 5,9 mio. kroner, mens EBIT-resultatet voksede til 5,6 mio. kroner mod 5,3 mio. kroner i samme periode sidste år. På trods af lavere omsætning år-til-dato er marginerne forbedret, hvilket ifølge ledelsen afspejler en mere rentabel forretningssammensætning og et strategisk øget fokus på højmargin-aktiviteter.
Frem mod de traditionelt mest aktive sidste måneder på året understreger Errias samlede ledelse således koncernens robusthed og operationelle effektivitet. Errias mangeårige erfaring og evne til at operere effektivt i Sydøstasien vækker også opmærksomhed på den globale maritime branches øverste hylde, senest i form af proaktiv henvendelse og efterfølgende ordre på 6 mio. kroner fra den amerikanske offshore-gigant McDermott.
Efter erhvervelsen af NMP i tredje kvartal er selskabet nu fuldt integreret i Erria-koncernen. Allerede i den første konsoliderede måned oversteg både omsætning og EBITDA budgettet. NMP har tilføjet endnu et skib under “Manage-the-Manager”-kontrakt og oplever stærk efterspørgsel med en solid pipeline af dokninger og tekniske projekter. På tværs af Errias andre datterselskaber oplevede man ligeledes en positiv udvikling, og forventningerne til året er fastholdt, hvorfor der ventes en omsætning på 200-220 mio. kroner med et EBITDA på 7-9 mio. kroner og et EBIT på 6-8 mio. kroner.
Administrerende direktør i Erria, Henrik N. Andersen udtaler:
Vi er meget tilfredse med momentum i 3. kvartal, takket være vores diversificerede forretningsstruktur er koncernen på støt kurs til trods for de uforudsigeligheder, som hele verden til stadighed lever med. Den stærke udvikling i både ECS og nyopkøbte NMP viser tydeligt effekten af vores strategiske fokus og evnen til at skabe værdi på tværs af koncernen. Med et traditionelt stærkt Q4 foran os ser vi frem mod et helår med fortsat vækst, kontinuerlig effektivisering, lovende nye forretningsområder og forbedret indtjening.
No comments! Be the first commenter?