Det børsnoterede konglomerat Erria A/S udvider nu sin danske platform med opkøb af Nordic Marine Partner ApS i Hellerup, der fremover vil bidrage til koncernens vækst med både rentabilitet, højt efterspurgt ekspertise og en anseelig kundeportefølje.
Nordic Marine Partner blev stiftet i 2022 og beskæftiger i dag seks fuldtidsmedarbejdere. Opkøbet er et led i en offensiv vækststrategi og skal styrke koncernens maritime forretning og indtjening på dansk grund. Købet gennemføres via en kombination af kontant betaling ved closing og hen over en toårig periode, samt udstedelse af nye aktier i Erria.
Nordic Marine Partner vil fortsætte i sin nuværende form som selvstændigt datterselskab under Erria-koncernen, og med business as usual kontinuitet, fortsat servicere selskabets store kundekreds, som tæller flere af Danmarks store rederier. Nordic Marine Partner har gennem de seneste tre år specialiseret sig i et nyt og voksende forretningsområde: det såkaldte “Manage the Manager”-koncept. Selskabet leverer uafhængig kontrol og overvågning mellem rederier og deres eksterne ship managers og bistår med opfølgning på kontraktuelle forpligtelser, analyser af teknisk og økonomisk performance, gennemførelse af audits samt sikring af compliance med internationale maritime standarder.
Opkøbet er i tråd med Errias strategi om at styrke transparens, reducere driftsmæssig risiko og højne kvaliteten i den outsourcede skibsdrift. Administrerende direktør, Henrik N. Andersen understreger desuden, at Nordic Marine Partner er en sund forretning med en række interne kompetencer, som er højt efterspurgt af rederierne, og udtaler:
Erria er en international virksomhed med flere forretningsområder, men med dette opkøb styrker vi vores tilstedeværelse og kapacitet i Danmark markant. Gennem denne plug-and-play-løsning får vi ikke blot adgang til et udvidet kundenetværk, men også seks højt specialiserede medarbejdere, som leverer en service, der i stigende grad efterspørges i den maritime sektor. Rederierne koncentrerer sig i stigende grad om deres kerneforretning og indtjening – ikke den daglige drift – og derfor er ‘Manage the Manager’-services i hastig vækst.”
Vi er derfor meget glade for at byde Henrik Christensen og hele teamet i Nordic Marine Partner velkommen i Erria-familien. På kort tid har NMP bevist, at de forstår at bygge en stærk forretning, og Henrik Christensen har med sikker hånd stået i spidsen for en imponerende udvikling. Vi ser frem til at videreudvikle vores fælles platform, skabe shippingløsninger for næste generation og tilføre yderligere værdi til Errias kunder.
No comments! Be the first commenter?