FOM Technologies gik på børsen i 2020, og fem år efter noteringen står selskabet som en internationalt anerkendt teknologivirksomhed inden for maskiner og udstyr til avanceret materialeforskning.

FOM Technologies er i gang med at rejse kapital til selskabets næste vækstfase. I den forbindelse har selskabet givet en status på selskabets markedsposition samt de strategiske og kommercielle målsætninger, som tidligere har været nævnt i selskabets kommunikation til markedet. Det er ledelsens vurdering, at FOM Technologies i dag er en dansk teknologivirksomhed med en mere diversificeret og global organisation, som qua de seneste 13 års innovation står med sit hidtil største produktudbud og på den baggrund ønsker at fortsætte sin rejse med eksisterende og nye investorer ombord.

I det seneste år har FOM Technologies konstateret en udvidelse af anvendelsesmulighederne for selskabets coating-teknologi. Teknologien spiller nu en rolle inden for udvikling af batterier, brændselsceller, solcelle teknologi, elektrolyse, membraner samt forskning i nye materialer inden for medico- samt forsvarsindustrien. Denne diversificering har øget selskabets globale relevans, udvidet den potentielle kundebase og derved reduceret sårbarheden over for markedsudsving indenfor enkelte segmenter i fremtiden.

Siden børsnoteringen har FOM Technologies gennemgået en udvikling præget af stigende omsætning, udvidet kundeportefølje og en målrettet indsats for at styrke det organisatoriske og operationelle fundament. I takt med virksomhedens internationalisering er der sket en professionalisering af nøglefunktioner, herunder salgsunderstøttelse, serviceorganisation, R/D af teknologiske løsninger samt forretningsprocesser, med fokus på at skabe et skalerbart og robust set-up.

Som led i selskabets internationale ekspansion har FOM Technologies etableret et helejet amerikansk salgs- datterselskab med henblik på lokal markedsadgang, forbedret kundeservice og bedre adgang til amerikanske udbud. Dertil kommer opkøbet af et svensk produktionsselskab, der har udvidet koncernens samlede produktionskapacitet og styrket kontrollen med kvalitetssikring samt centrale dele af værdikæden.

Efter en periode med markedsmodstand oplever selskabet stigende forespørgsler og interesse for selskabets løsninger. På denne baggrund vil FOM Technologies gennemføre en kapitalrejsning. Provenuet forventes bl.a. anvendt til globale salgsfremmende aktiviteter, stærkere arbejdskapital samt fortsat innovation og produktudvikling. Formålet er at understøtte selskabets målsætning om positivt EBITDA og cash flow.

For at give investorer og interesserede mulighed for at høre mere om emissionen, selskabet og de fremtidige planer, afholder FOM Technologies i morgen torsdag den 16. oktober klokken 16.00 et online webinar. Du kan tilmelde dig webinaret her.