Freetrailer er en af de bedste danske børshistorier i nyere tid, men er den seneste måned faldet over 30% efter et direktørskifte.

Freetrailer gik på børsen i 2018 til en tegningskurs på 4,5 kroner per aktie. Aktien toppede den 15. januar 2026 med en lukkekurs på 89,6 svarende til en kursstigning på over 1.800% siden tegningskursen. Efterfølgende er aktien faldet tilbage, og handles i skrivende stund omkring kurs 55.

Torsdag den 26. februar faldt aktien 24%. Den samme dag offentliggjorde selskabet regnskab for andet kvartal af det skæve regnskabsår 2025/26, men det var i højere grad nyheden om, at Nicolai Frisch stoppede som administrerende direktør, der tog opmærksomheden. Nicolai Frisch har siden 2023 været topchef i det danske vækstselskab, og opbygget meget tillid blandt investorerne, hvorfor skuffelsen var stor, da det kom frem, at han nu er fortid i direktionen.

Personligt har jeg selv aktier i Freetrailer, og fulgt selskabet i en årrække – også før Nicolai Frisch startede som direktør. Derfor vil jeg i denne artikel også komme omkring mine egne tanker efter de seneste nyheder, og hvorfor jeg beholder mine aktier, selvom jeg også synes, at Nicolai Frisch gjorde det rigtig godt.

Læs også: Danske vækstbørsselskaber: Disse aktier var populære i februar 2026.

Direktørskiftet

Før vi kigger på det seneste regnskab, vil jeg gerne komme lidt mere omkring direktørskiftet. Min vurdering er nemlig, at det er den primære årsag til den seneste kursnedtur, og i mindre grad det seneste regnskab.

Derfor vil jeg gerne spole tiden tre år tilbage til den 7. januar 2023, hvor Nicolai Frisch blev udpeget som interim CEO, før han senere blev permanent CEO. Dengang overtog Nicolai fra Philip Filipsen, der også havde gjort det rigtig godt, hvor han bl.a. fik gjort selskabet profitabelt. Det virkede som en pludselig beslutning, og overraskede i hvert fald mig. Nicolai har dog efterfølgende vist, at han har taget selskabet til et nyt niveau, hvor der er etableret en organisation, der er klar til at vækste – også udenfor Skandinavien.

Freetrailer står nu i en anden situation, end dengang Nicolai Frisch startede som direktør, hvor omsætningen er fordoblet og overskuddet mere end tredoblet. Personligt ville jeg være tryg ved, at Nicolai fortsatte som direktør, selvom organisationen er modnet, og man nu skal skalere. Dog synes jeg også Thomas Zeihlund, der har taget over for Nicolai Frisch, virker som en rigtig god kandidat til at skalere virksomheden, og tage Freetrailer til næste niveau. Han blev formand for Freetrailer i september 2023, og har således kørt parløb med Nicolai Frisch, og haft en væsentlig rolle i selskabets udvikling de seneste år. Derudover har han en baggrund som CEO i Hobbii og Whiteaway Group samt som CCO/COO i platformsvirksomheden Too Good To Go.

Personligt er jeg altså ærgerlig over, at Nicolai Frisch er stoppet, men synes samtidig Thomas Zeihlund er en fin erstatning. Derudover har Nicolai Frisch meldt ud, at han fortsætter som investor i Freetrailer, og Thomas Zeihlund valgte på sin første dag som direktør at købe aktier for knap 1 mio. kroner, mens to medlemmer af bestyrelsen købte aktier for yderligere i alt ca. 600.000 kroner, herunder den nye formand Kræn Østergård Nielsen. Det vidner om, at de tror på fremtiden, og at selskabet kan fortsætte den imponerende vækstrejse uden Nicolai Frisch ved roret.

Et skuffende regnskab, eller?

Det virker voldsomt, at Freetrailer-aktien skulle falde 24% alene på direktørskiftet. Derfor er det naturligt at spørge, om regnskabet også skuffede, og medvirkede til det massive aktiesalg den 26. februar?

Freetrailer har valgt at skifte regnskabsår, og overgår nu til et regnskabsår, der følger kalenderåret. Derfor var regnskabet for andet kvartal 2025/26 lidt specielt, men ikke desto mindre landede omsætningen på 34,5 mio. kroner svarende til en vækst på 21,5% sammenlignet med samme periode sidste år, mens EBIT-resultatet endte på 0,9 mio. kroner svarende til et fald på 65,8%. For hele regnskabsåret – altså inklusiv første kvartal 2025/26 – endte omsætningen på 76,2 mio. kroner svarende til en vækst på 23,7%, mens EBIT udgjorde 14,2 mio. kroner svarende til en vækst på 14,9%.

Med overgangen til det nye regnskabsår kom Freetrailer ligeledes med sine forventninger til 2026. Der forventes en omsætning på 163-173 mio. kroner mod 144 mio. kroner i 2025 med et EBIT på 20-30 mio. kroner mod 27 mio. kroner i 2025.

For nogle var det utvivlsomt skuffende, at indtjeningen landede så svagt i andet kvartal 2025/26, mens midtpunktet på EBIT-forventningerne til 2026 ligger under niveauet for 2025. Det hænger dog sammen med øgede investeringerne i ekspansion, hvor det koster mange penge at vokse på de fortsat relativt umodne markeder i Tyskland og Holland, hvor selskabet arbejder på at få et større fodfæste. Derudover har man nu kommunikeret et mål om at have 7.500 udlejningsprodukter på markedet i sommeren 2026 mod tidligere 7.000, hvilket understreger det store fokus på vækst, der lige nu vil være på bekostning af bundlinjen. Dog vækster Freetrailer fortsat profitabelt, og er modsat andre mindre virksomheder selvfinansierende, hvilket er stærkt.

Den svagere indtjening virker derfor som et bevidst strategisk tilvalg af vækst fremfor øget profitabilitet. Det finder jeg på nuværende tidspunkt positivt for en virksomhed som Freetrailer, selvom det ganske naturligt kan fremstå negativt for andre investorer.

Konklusion

For at runde af er jeg ikke så bekymret, selvom aktien har taget et stort dyk, og en ny mand har taget over på direktørposten. Jeg hæfter mig ved, at Thomas Zeihlund selv har en baggrund med at skalere virksomheder, og det er ikke første gang, at Freetrailer henter en topchef fra deres egen bestyrelse, da Nicolai Frisch netop også sad i bestyrelsen, før han blev direktør. Først skabte Philip Filipsen et solidt profitabelt fundament, hvorefter Nicolai Frisch modnede organisationen og fik gang i både det tyske og hollandske marked, og nu er det så op til Thomas Zeihlund at sikre, at der skaleres på disse markeder.

Torsdag den 5. marts afholder den nye direktør et live-event sammen med CFO Martin Damm. Dette initiativ er jeg meget begejstret for, da Thomas Zeihlund selv får mulighed for at sætte ord på den nye situation, og vi som investorer kan få et bedre indtryk af direktøren.

På trods af nedgangen i indtjeningen og afskedigelsen med en ellers dygtig CEO fastholder jeg derfor min position i Freetrailer, og overvejer at supplere. Denne artikel dækker alene mine egne subjektive bemærkninger, og er ikke en opfordring til at købe eller sælge aktier i Freetrailer. Lav altid din egen research.