Der er fortsat store forskelle på handelsaktiviteten i aktierne på de danske vækstbørser, men hvilke aktier er blevet handlet mest i de første måneder af 2026?

Det er vigtigt at være opmærksom på likviditetsrisikoen, når man investerer i mindre aktier. Handelsaktiviteten kan være begrænset, hvilket kan resultere i høje spreads, hvor selv små handler kan resultere i store kursudsving. Derfor kan det være vigtigt at holde øje med udviklingen i handelsvolumen for de mindre aktier, hvor jeg nu har lavet en status for udviklingen i de første fire måneder af 2026.

Baseret på data indhentet fra Nasdaq for aktierne noteret på First North Danmark og Nordnet for aktierne noteret på Spotlight Danmark har jeg lavet en oversigt over den gennemsnitlige daglige handelsvolumen for samtlige aktier. Der skal som altid tages forbehold for eventuelle fejl for både mine beregninger og det datasæt, jeg har indhentet, hvorfor det kan være en god idé også at lave din egen analyse. Du kan finde min oversigt på billedet længere nede i denne artikel.

Læs også: Årets børsnoterede vækstvirksomhed 2026 er kåret.

De 10 mest handlede aktier

Der er flere spændende historier at dykke ned i, når vi kigger på de mest handlede aktier på de danske vækstbørser i starten af 2026. Du kan se oversigten over de 10 mest handlede aktier fra januar-april herunder.

  1. Freetrailer
  2. Curasight
  3. Cessatech
  4. Donkey Republic
  5. Danish Aerospace Company
  6. Hove
  7. Dataproces
  8. STENOCARE
  9. Trophy Games
  10. Alefarm Brewing

Freetrailer befinder sig helt i toppen med en gennemsnitlig daglig handelsvolumen på knap 1,3 mio. kroner. Det er et lille fald sammenlignet med den gennemsnitlige daglige handelsvolumen i 2025, hvor der i gennemsnit blev handlet for over 1,5 mio. kroner om dagen. En daglig volumen på over 1 mio. kroner er rigtig flot for en dansk vækstbørsaktie, og er på niveau eller over mange Small og Mid Cap aktier. Curasight har også oplevet en gennemsnitlig daglig volumen på over 1 mio. kroner i januar-april 2026, og har mere end tredoblet den gennemsnitlige daglige volumen, når man sammenligner med 2025.

Cessatech afslutter top-3 med en gennemsnitlig daglig volumen på lidt over 850.000 kroner. Dermed er alle pladser i top-3 optaget af Spotlight-aktier, der med sit dansk-svenske setup i højere grad appellerer til investorer udenfor Danmark.

Donkey Republic har oplevet en stor fremgang i handelsvolumen sammenlignet med de seneste år, hvor den gennemsnitlige daglige volumen er opgjort til over 700.000 kroner. Det skyldes dog primært, at en stor aktionær har solgt ud (formentligt Bladt Invest), hvor denne handel på over 40 mio. kroner er registreret i markedet. Det puster volumen lidt kunstigt op, men Donkey Republic har da også haft en begivenhedsrig start på 2026, hvor de har gennemført en stor overtegnet kapitalrejsning med bl.a. Nordic Compound Invest samt annonceret ønsket om en notering på hovedbørsen.

Danish Aerospace Company indtager 5.-pladsen på listen med en gennemsnitlig daglig volumen i perioden på ca. 430.000 kroner. Det er et fald på ca. 74% ift. den gennemsnitlige daglige volumen i 2025, hvor aktien var den mest handlede på de danske vækstbørser. Det skyldtes en stor interesse for rum- og forsvarsaktier, som er lidt mere afdæmpet i 2026 – særligt for en aktie som Danish Aerospace Company, der endnu ikke leverer imponerende regnskaber.

Blandt de andre 10 mest handlede danske vækstbørsaktier i starten af 2026 finder vi Hove og Alefarm Brewing, der har oplevet en markant vækst ift. deres gennemsnitlige daglige volumen i 2025. Hove har oplevet en fremgang på ca. 74%, mens Alefarm Brewing har løftet den gennemsnitlige daglige volumen med over 160%. Begge selskaber har da også fået en god start på 2026, og var ganske fortjent også begge nomineret til at vinde Årets børsnoterede vækstvirksomhed i 2026. De tre resterende aktier i top-10 – Dataproces, STENOCARE og Trophy Games – har oplevet et fald i volumen sammenlignet med 2025.

De mindst handlede aktier

Det er særligt vigtigt at være opmærksom på de aktier, der ikke handles meget. Disse aktier indebærer nemlig i højere grad en likviditetsrisiko, da det kan være sværere at sælge sine aktier til en fornuftig pris den dag, man vil sælge. Det kan ligeledes være sværere at købe aktien uden at påvirke aktiekursen for voldsomt.

Monsenso er den aktie, som i årets første fire måneder har oplevet den laveste gennemsnitlige volumen på blot ca. 3.400 kroner. Det betyder med andre ord, at man skal forvente at bruge en hel uge på at sælge sine aktier, hvis man har en position på 17.000 kroner, og man samtidig skal acceptere potentielle høje spreads. Dermed kan selv meget små handler få en meget stor betydning for værdien, hvilket ikke er hensigtsmæssigt.

FastPassCorp har de senere år været en sikker sidsteplads på denne liste, men har nu overhalet både Monsenso, Movinn og Nexcom. FastPassCorp har nemlig løftet deres gennemsnitlige daglige volumen med over 200%, og selvom det er fra et meget lavt udgangspunkt, er det positivt, at der begynder at ske lidt med denne aktie, der ellers har levet et meget stille liv på First North.

Du kan se det samlede overblik over den gennemsnitlige daglige handelsvolumen for de danske vækstbørsaktier på billedet herunder.

Volumen jan-apr 2026