Der er store forskelle på handelsaktiviteten i aktierne på de danske vækstbørser, hvorfor vi løbende følger udviklingen i handelsvolumen for disse mindre aktier.

Det er vigtigt at være opmærksom på likviditetsrisikoen, når man investerer i mindre aktier. Handelsaktiviteten kan være begrænset, hvilket kan resultere i høje spreads, hvor selv små handler kan resultere i store kursudsving. Derfor kan det være vigtigt at holde øje med udviklingen i handelsvolumen for de mindre aktier, hvor jeg nu har lavet en status for udviklingen i de første seks måneder af 2026.

Baseret på data indhentet fra Nasdaq for aktierne noteret på First North Danmark og Nordnet for aktierne noteret på Spotlight Danmark har jeg lavet en oversigt over den gennemsnitlige daglige handelsvolumen for samtlige aktier. Der skal som altid tages forbehold for eventuelle fejl for både mine beregninger og det datasæt, jeg har indhentet, hvorfor det kan være en god idé også at lave din egen analyse. Du kan finde min oversigt på billedet længere nede i denne artikel.

Læs også: BAR DJUS vs. Alefarm Brewing: Hvilken aktie er skævt prissat?

De mest handlede aktier

Der er mange spændende historier at dykke ned i, når vi kigger på de mest handlede aktier på de danske vækstbørser i første halvdel af 2026. De mest handlede aktier er Danish Aerospace Company, Cursight, Freetrailer, Cessatech, Donkey Republic, Hove, BAR DJUS, Trophy Games, Dataproces og STENOCARE.

Danish Aerospace Company har som den mest handlede aktie oplevet en gennemsnitlig daglig volumen på knap 1,3 mio. kroner. Det er et fald på 27% sammenlignet med første halvår 2025. Danish Aerospace Company oplever fortsat stor interesse som følge af det øgede fokus på rum- og forsvarsaktier, men har endnu til gode at overraske investorerne med gode regnskaber og opjusteringer.

Dernæst finder vi de tre Spotlight-noterede selskaber, Curasight, Freetrailer og Cessatech. Både Curasight og Cessatech har oplevet en stor fremgang i handelsvolumen sammenlignet med samme periode sidste år, mens Freetrailer har oplevet et fald på 46%. Freetrailer har haft et svært halvår, efter selskabet annoncerede et direktørskifte, hvor den tidligere CEO Nicolai Frisch havde stor opbakning fra investorerne.

Donkey Republic har oplevet en fremgang på over 900% i handelsvolumen sammenlignet med samme periode sidste år. Det skyldes dog primært, at en stor aktionær har solgt ud (formentligt Bladt Invest), hvor denne handel på over 40 mio. kroner er registreret i markedet. Det puster volumen kunstigt op, men Donkey Republic har da også haft en begivenhedsrig start på 2026, hvor de har gennemført en stor overtegnet kapitalrejsning med bl.a. Nordic Compound Invest samt annonceret ønsket om en notering på hovedbørsen. Hove har også oplevet en stor fremgang på 492%, men også her har insiderhandler påvirket billedet. Dog leverede Hove et rigtig flot regnskab for første kvartal, der giver mulighed for en opjustering senere på året.

BAR DJUS gik på børsen før udgangen af første kvartal. Handelsaktiviteten er altid større kort efter en børsnotering, og derfor er aktien også blandt dem, der har det største gennemsnit i første halvår. Kigger vi på den totale volumen, er billedet anderledes, da selskabet først blev børsnoteret i juni. Den foreløbige volumen i juli indikerer, at gennemsnittet i indeværende måned (juli 2026) bliver under 50.000 kroner om dagen, hvorfor BAR DJUS næppe kan bevare placeringen som en af de mest handlede aktier på de danske vækstbørser.

De mindst handlede aktier

Det er særligt vigtigt at være opmærksom på de aktier, der ikke handles meget. Disse aktier indebærer nemlig i højere grad en likviditetsrisiko, da det kan være sværere at sælge sine aktier til en fornuftig pris den dag, man vil sælge. Det kan ligeledes være sværere at købe aktien uden at påvirke aktiekursen for voldsomt.

Monsenso er den aktie, som i årets første seks måneder har oplevet den laveste gennemsnitlige volumen på blot ca. 4.200 kroner. Dermed er det meget svært at handle denne aktie, uden at påvirke kursen, da likviditeten er så lav. Den lave volumen gør det besværligt blot at handle for 10.000 kroner.

Nexcom, FastPassCorp og Mdundo har ligeledes oplevet en gennemsnitlig daglig volumen på under 10.000 kroner. Det er dog bemærkelsesværdigt, at FastPassCorp har mere end fordoblet den gennemsnitlige daglige volumen sammenlignet med samme periode sidste år, hvilket er positivt, selvom det er nemmere, når det er ud fra et så lavt udgangspunkt.

Du kan se det samlede overblik over den gennemsnitlige daglige handelsvolumen for de danske vækstbørsaktier på billedet herunder.