Movinn offentliggjorde sidste uge sit regnskab for første kvartal 2026, hvor tallene afspejler det strategiske skifte, som selskabet tidligere igangsatte.

Movinn foretog efter et udfordrende 2025 et strategisk skifte, hvor selskabet nu fokuserer på at have færre enheder på færre markeder, og i stedet fokusere på de byer, hvor efterspørgslen er størst. Resultatet af dette strategiske skifte er altså en mindre portefølje, men en højere kvalitet per enhed og forbedrede marginer på driften.

Dette skifte har blandt andet medført, at selskabet har valgt at afslutte sine aktiviteter i Odense, hvilket forventes endeligt afsluttet i Q3 2026. Derudover har selskabet nedskaleret i andre sekundære og underperformende markeder, hvilket har medført et lille fald i selskabets omsætning. 

Hvad viser regnskabstallene?

Som nævnt har selskabets strategiske skifte medført et fald i omsætningen for kvartalet, der endte på 19,8 mio. kroner mod 20,4 mio. kroner sidste år, svarende til et fald på 2,9%. Det interessante er, at antallet af aktive enheder i samme periode er reduceret med 13,1% til 406 enheder. Der tegner sig dermed et billede af, at iværksættelsen af den nye strategi virker efter hensigten, hvor selskabet formår at tjene flere penge på de aktive enheder.

Dette underbygges desuden af, at den annualiserede omsætning pr. enhed er steget med 11% til 195.000 kroner, alt imens den gennemsnitlige tomgang er faldet fra 27,4% til 21,2%. Dette afspejler en betydelig forbedring i kapacitetsudnyttelsen, hvilket er væsentligt, når man aktivt reducerer sit antal af enheder.

Selvom selskabets indtjening fortsat er negativ, afspejler det seneste regnskab en forbedring i alle niveauer. EBITDA-resultatet ender på -2,0 mio. kroner mod tidligere -2,6 mio. kroner, hvilket er en forbedring på 22%. EBIT går fra -3,8 mio. kroner til -2,7 mio. kroner, svarende til en fremgang på 29%. Resultatet for kvartalet ender på -3,0 mio. kroner mod -4,1 mio. kroner, svarende til en forbedring på 26,6%. Vi ser ligeledes, at EBITDA-marginen er løfet fra -12,7% til -10,2%.

Et af de punkter, som tog min opmærksomhed, var selskabets kapitalstruktur. Selskabets egenkapital er på et år reduceret fra 11,8 mio. kroner til 5,5 mio. kroner, svarende til et fald på 53,7%. Dette gør ligeledes, at selskabets soliditetsgrad er faldet fra 27,2% til 14,0%. Årsagen hertil er de akkumulerede underskud og har den effekt, at selskabets evne til at modstå negative markedsstød, er blevet mindre.

Ny ejendom i København

Som et led i sin nye strategi, har Movinn øget sin fokus mod Øresundsregionen, hvor København og Malmø udgør kernen. I første kvartal igangsatte Movinn onboardingen af en ny ejendom i København med 10 nyrenoverede enheder, for forventes fuldt operationelle ultimo Q2 2026.

Den største milepæl er fortsat det 95 enheder store aparthotel i København, der efter planen vil stå klar i midten af 2027. Det er det enkeltstående projekt, der i størst grad vil definere selskabets skalering på den anden side af 2026.

Selskabet fastholder sin guidance for 2026 med en nettoomsætning på 86-89 mio. kr., EBITDA på 1-4 mio. kr. og EBIT i intervallet -1,5 til 1,5 mio. kr. Det betyder, at selskabet sigter mod at break-even på driftsindtjeningen i indeværende år. Q1-tallene tegner et billede, der er konsistent med planen, hvorfor det bliver spændende at følge selskabets udvikling de kommende kvartaler.