PILA PHARMA kunne forleden præsentere en aftale med Gubra’s CRO forretning, som har til formål at demonstrere præklinisk proof-of-concept af PILA PHARMAs lægemiddelkandidat XEN-D0501 i rotter med fedme.
PILA PHARMA gennemførte i juli en markant overtegnet kapitalrejsning for at lave en satsning på fedme. Dette ville indebære først at demonstrere proof-of-concept for regulering af kropsvægt/fedme i rotter og derefter i mennesker. Det vil i så fald være første gang at en TRPV1-hæmmer viser effekt i regulering af kropsvægt, og vil bane vejen for lægemiddelskandidaten som en potentiel ’first-in-class’ løsning.
Nettoprovenuet fra emissionen i juli gav selskabet midler til at gennemføre prækliniske forsøg med lægemiddelkandidaten XEN-D0501 mod fedme. Til kapitalrejsningen var der tilknyttet optioner (TO2) som vil have tegningsperiode mellem 5. og 15. februar 2026, efter frigivelse af data fra rotteforsøgene. Nettoprovenuet fra disse warrants er tiltænkt finansiering af videre kliniske forsøg med XEN-D0501 i fedme.
Det nye samarbejde med Gubra vil muliggøre det første skridt til at demonstrere proof-of-concept i rotter. Diskussioner om valg af fedmemodeller og studiedesign blev allerede indledt i juli, hvor der ligeledes blev reserveret kapacitet i Gubra’s forskningsfaciliteter. Med alle detaljer nu på plads er kontrakten underskrevet.
Stifter og CSO hos PILA PHARMA, Dorte X. Gram udtaler:
Vi er meget glade for nu at kunne annoncere valget af Gubra som vores nye forskningspartner, da de blev stærkt anbefalet af big pharma på grund af deres kvalitetsniveau. Det har været en stor fornøjelse at diskutere valget af relevante modeller til denne første test af XEN-D0501s potentielle anti-fedme effekt. At generere proof-of-concept i fede rotter vil placere PILA PHARMA i en unik position som en pionerende innovatør og muliggøre yderligere kliniske studier i mennesker med fedme med målet om at etablere en fyldestgørende og meningsfuld datapakke.
Administrerende direktør, Gustav H. Gram fortsætter:
Vi er glade for at kunne annoncere dette partnerskab, der vil gøre det muligt for os at gennemføre første skridt i vores satsning på fedme. Som det ser ud nu, forventer vi stadig resultater inden tegningsperioden for warrants (05.-15. februar 2026), og vi vil kommunikere yderligere information, detaljerede tidsplaner og guidance senere på efteråret, når studiet starter.
Aftalen med Gubra om at demonstrere præklinisk proof-of-concept for PILA PHARMA’s lægemiddelkandidat XEN-D0501 i rotter, mener jeg (skribenten), er særdeles interessant. Den giver mulighed for at validere produktet i samarbejde med en førende dansk virksomhed der både har præklinisk CRO-kapacitet indenfor metabole sygdomme og en biotekvirksomhed med egen R&D-pipeline. Studiet kan samtidig bidrage til yderligere bekræftelse af XEN-D0501’s potentiale – et vigtigt skridt i ambitionen om at udfordre de etablerede aktører på fedmemarkedet, som spås en lukrativ markedsudvikling.
No comments! Be the first commenter?