En undersøgelse viser, at Shape Robotics er blandt de mest handlede aktier på Small Cap baseret på udviklingen i årets første seks måneder.

Shape Robotics har i første halvår 2025 oplevet en gennemsnitlig daglig volumen på ca. 859.000 kroner. Likviditeten har særligt været høj i maj og juni – de to første hele måneder med André Fehrn som bestyrelsesformand. En enig bestyrelse valgte den 25. april at udpege den tidligere administrerende direktør som formand, hvor også Martin Kjær Hansen, der til dagligt er CFO i ISS Denmark, trådte ind i bestyrelsen.

Shape Robotics kunne i maj præsentere markant vækst i årets første kvartal, hvor omsætningen blev fordoblet sammenlignet med samme periode sidste år. Shape Robotics realiserede i første kvartal en omsætning på 69,8 mio. kroner svarende til en vækst på 100%, mens EBITDA-resultatet udgjorde 10,4 mio. kroner mod -7,5 mio. kroner i samme periode sidste år. Den gode start på året medvirkede til, at ledelsen udtrykte tiltro til årets finansielle guidance, der indebærer en forventet omsætningsvækst på 20-35% med en justeret EBITDA-margin på mindst 10%.

Efter kvartalsrapporten meddelte Shape Robotics i starten af juni, at de havde indgået en købsaftale med den finske EdTech-virksomhed Sanako OY, der har specialiseret sig i digital sprogindlæring, der optimeres af kunstig intelligens. Aftalen sikrede Shape Robotics rettighederne til Sanako Oy’s AI-understøttede SaaS-værktøjer samt selskabets globale distributionsnetværk, der tæller 60 aktive forhandlere og kunder i 114 lande. Shape Robotics fastholdt selskabets guidance til 2025, men forventer at indlemmelsen af Sanako vil betyde, at de finansielle målsætninger forventes at lande i den høje ende. Eftersom Sanako er et profitabelt selskab, forventes opkøbet yderligere at styrke bundlinjen hos Shape Robotics.

Shape Robotics oplevede i maj og juni en gennemsnitlig daglig handelsvolumen på hhv. 2,0 mio. kroner og 1,2 mio. kroner. Målt på det daglige gennemsnit for første halvår på 859.000 kroner, endte Shape Robotics som den fjerde mest handlede aktie blandt de danske Small Cap aktier i årets første seks måneder. Shape Robotics forventes at offentliggøre kvartalsrapport for andet kvartal den 27. august 2025.