Scandinavian Medical Solutions fortsætter den solide ordrestrøm med annonceringen af salget af en GE PET/CT-scanner til en kunde i Centraleuropa.  

PET/CT-markedet er et globalt vækstområde, som er drevet af stigende behov for avanceret onkologisk billeddiagnostik. Netop denne type scanner er særligt efterspurgt i markeder, hvor der efterlyses teknologisk stærke, men samtidig omkostningseffektive løsninger. Det solgte system er produceret i 2018 og er anerkendt for sin høje billedkvalitet, effektive dosisoptimering og hurtige scanningstider – egenskaber, der gør systemet konkurrencedygtigt, også som brugt.

Derudover er den solgte GE-model kendt for sin høje driftssikkerhed og lange levetid, hvilket gør den attraktiv for kunder, der søger en økonomisk fordelagtig investering uden at gå på kompromis med kvaliteten. Salget underbygger Scandinavian Medical Solutions’ evne til at source eftertragtede premium-systemer og imødekomme en vedvarende international efterspørgsel.

Det netop offentliggjorte salg har en værdi på over 2 mio. kroner, og er derfor offentliggjort i henhold til selskabets kommunikationspolitik. Konkret er salget inden for 2,0-3,5 mio. kroner, og selskabet har nu offentliggjort ordrer for i alt 69,5-108 mio. kroner i indeværende regnskabsår. Der er for juni måned alene offentliggjort fire ordrer til en værdi på 8-14 mio. kroner, og den seneste ordre blev offentliggjort i går, hvor selskabet solgte en Siemens Verio 3T MRI-scanner til en amerikansk kunde.