Scandinavian Medical Solutions har i dag offentliggjort to store ordrer til en samlet værdi på over 5 mio. kroner.

Scandinavian Medical Solutions startede dagen med at offentliggøre salget af en brugt GE PET/CT-scanner til en amerikansk samarbejdspartner. Det gennemførte salg er et resultat af et tæt og længerevarende samarbejde med den amerikanske køber. Grundet størrelsen er salget offentliggjort i henhold til selskabets kommunikationspolitik, og udgør et beløb i niveauet 2,0-3,5 mio. kroner.

Få timer senere kunne selskabet igen præsentere et nyt stort salg – denne gang på 3,5-5,0 mio. kroner. Scandinavian Medical Solutions har nemlig gennemført salget af en Siemens 1.5T MRI-scanner, produceret i 2017, til en kunde i Østeuropa. Handlen er indgået med en mangeårig samarbejdspartner, som Scandinavian Medical Solutions har leveret udstyr til ad flere omgange. Den gensidige tillid og historik var igen afgørende for endnu et vellykket salg.

Scandinavian Medical Solutions har skævt regnskabsår, som slutter ved udgangen af indeværende måned. Efter dagens to ordrer har selskabet offentliggjort ordrer for i alt 90,0-140,5 mio. kroner. For sidste regnskabsår blev der offentliggjort ordrer for i alt 85,0-136,5 mio. kroner, hvorfor mængden af offentliggjorte ordrer i 2024/25 er nogenlunde på niveau med sidste regnskabsår.

Det er dog fortsat ikke muligt at få indblik i den samlede omsætning for året, da selskabets ordrer under 2 mio. kroner ikke offentliggøres. Derfor må vi læne os op ad selskabets guidance, der indebærer en forventet omsætning på 200-240 mio. kroner med et EBITDA på 11-15 mio. kroner. For regnskabsårets første seks måneder udgjorde omsætningen 122,7 mio. kroner og EBITDA-resultatet endte på 0,6 mio. kroner.

Scandinavian Medical Solutions forventer at offentliggøre årsrapporten for 2024/25 den 20. november 2025, og dækker over perioden fra oktober 2024 til og med september 2025.