Trophy Games kunne i går offentliggøre to positive nyheder, idet selskabet oplever en solid udvikling inden for annonceindtægter og samtidig genoptager sit aktietilbagekøbsprogram.
Trophy Games arbejder løbende på at optimere sine spil – både mht. brugeroplevelse og indtægter. Efter lanceringen af Farm Manager og Truck Manager har selskabet fordoblet antallet af daglige aktive brugere, hvilket betyder, at selv små ændringer i performance kan have relativ stor indflydelse på de finansielle resultater.
Trophy Games vurderer, at selskabet baseret på den nuværende brugeraktivitet kan løfte omsætningen fra annonceindtægter med 0,5-1,0 mio. kroner om måneden. Det skal sættes op mod gennemsnittet på 946.000 kroner om måneden i første halvår 2025. Annonceindtægterne kommer primært fra belønningsvideoannoncer, som spillerne ser for at opnå belønninger i spillene, og annonceindtægter har den store fordel, at gebyrerne er meget lavere sammenlignet med brugerbetalinger, der i gennemsnit har gebyrer på 27%.
Konkret er forventningen, at optimeringer af annonceindtægter vil løfte omsætningen 1,5-3,0 mio. kroner i fjerde kvartal 2025 med en positivt EBT-effekt på 1-2 mio. kroner. Denne udvikling forventes at fortsætte i 2026, hvor optimering af annonceindtægter ventes at bidrage med en meromsætning på 6-12 mio. kroner og et EBT på 5-10 mio. kroner.
Trophy Games meddelte desuden, at de genoptager deres aktietilbagekøbsprogram, som ellers blev sat på pause i juni for at sikre den nødvendige likviditet til lanceringen og skaleringen af Truck Manager og Farm Manager. Aktietilbagekøbsprogrammet giver selskabet mulighed for at købe egne aktier for op mod 5 mio. kroner, hvoraf der allerede er købt aktier for 854.925 kroner. Trophy Games ejer i dag 2,72% af aktiekapitalen, hvor aktierne i gennemsnit er købt i kurs 4,5 – markant under den aktuelle markedskurs. Aktietilbagekøbsprogrammet løber frem til den ordinære generalforsamling i 2025.
No comments! Be the first commenter?