Trophy Games meddelte i går kort før børsens lukketid, at man efter en fortsat stærk performance for Farm Manager og Truck Manager opjusterer forventningerne til 2025.

Trophy Games forventer nu at nå en omsætning på 106-112 mio. kroner med et EBITDA på 19-22 mio. kroner og et EBIT på 9-12 mio. kroner. Tidligere forventede selskabet en omsætning på 96-108 mio. kroner med et EBITDA på 16-20 mio. kroner og et EBIT på 6-9 mio. kroner. Det var den anden opjustering på under to måneder.

Den initiale guidance for året var til sammenligning en omsætning i niveauet 85-106 mio. kroner med et EBITDA på 16-20 mio. kroner og et EBIT på 6-9 mio. kroner. Begge opjusteringer har været relateret til en stærk performance for de to nye titler Farm Manager og Truck Manager, hvor de to spil begge har vist potentiale til at blive selskabets største titler.

Farm Manager og Truck Manager er en del af selskabets transportserie, som blev en del af spilporteføljen efter opkøbet af Xombat i 2021. Dengang var Airline Manager det eneste spil i selskabets transportserie, der nu udover disse tre spil også består af Shipping Manager, Energy Manager og Train Manager. Trophy Games har således formået at skalere forretningen markant, hvor der nydes godt af gode synergier, da en stor del af koderne kan genbruges på tværs af transportspillene. Tidligere har Trophy Games fortalt om en længere liste med mere end 20 potentielle spil i transportserien, herunder Police Manager og Gold Mine Manager, men lige nu er fokus rettet mod skaleringen af Farm Manager og Truck Manager.