Trophy Games har i dag præsenteret foreløbige resultater for første halvår 2025, hvor selskabet samtidig løfter forventningerne til årets omsætning.

Trophy Games forventer nu at nå en omsætning på 96-108 mio. kroner fra tidligere 85-106 mio. kroner. Selskabet fastholder samtidig forventningerne til årets EBITDA- og EBIT-resultat på hhv. 16-20 mio. kroner og 6-9 mio. kroner. Den opdaterede guidance inkluderer ikke The Ranchers grundet usikkerhed om den eksakte lanceringsdato.

De foreløbige resultater for første halvår viser en omsætning på 45,3 mio. kroner med et EBITDA på 9,7 mio. kroner og et EBIT på 4,0 mio. kroner. Til sammenligning var resultatet i samme periode sidste år en omsætning på 45,4 mio. kroner, et EBITDA på 12,5 mio. kroner og et EBIT på 8,0 mio. kroner. Udviklingen i andet kvartal overgik selskabets egne forventninger, men den svage dollar påvirkede resultaterne, eftersom mere end halvdelen af salget er i amerikanske dollars. Trophy Games ser dog også den svækkede dollar som en mulighed for at øge marketingbudgettet for både Airline Manager, Truck Manager og Farm Manager.

Trophy Games giver samtidig en finansiel opdatering på deres nyeste lanceringer af Farm Manager og Truck Manager. Begge spil viser potentiale til at blive selskabets største titler, og i dag genererer begge spil en månedlig omsætning på 2-3 mio. kroner. Det er dog fortsat usikkert at forudsige spillenes fulde langsigtede potentiale. Farm Manager og Truck Manager har også vist lovende takter i juli og starten af august, hvilket er en af de primære årsager til dagens opjustering.

Trophy Games vil offentliggøre halvårsrapport for årets første seks måneder på tirsdag den 19. august, og efterfølgende afholder selskabet Investor Day den 26. august på selskabets adresse i København. Du kan tilmelde dig investordagen gennem dette link.