En stærk udvikling i oktober betyder, at Trophy Games i dag har opjusteret sine forventninger til 2025.

Trophy Games har i oktober oplevet en bedre end ventet performance for både Farm Manager, Airline Manager og Truck Manager. Derudover ser selskabet muligheder for at fortsætte med at køre profitable marketingkampagner i løbet af fjerde kvartal, hvilket selskabet ikke har været i stand til at gøre i tidligere år, da markedsføring generelt er dyrere i fjerde kvartal pga. store begivenheder som Black Friday og jul.

Normalvis sætter Trophy Games sin markedsføring på pause i den sidste uge af oktober og genoptager i januar, hvilket altså ikke forventes at blive realiteten i 2025. Trophy Games forventer særligt at kunne afsætte et større beløb til markedsføring i den sidste uge af året, hvilket således vil påvirke profitabiliteten negativt i 2025, da effekten først vil afspejle sig i nøgletallene i 2026.

Trophy Games meddeler desuden, at annonceindtægterne ser ud til at have stabiliseret sig i den øvre ende af det forventede interval, som selskabet kommunikerede for ca. en måned siden. Dengang var meldingen, at optimeringer af annonceindtægterne ville løfte omsætningen 0,5-1,0 mio. kroner om måneden og således løfte omsætningen 1,5-3,0 mio. kroner i fjerde kvartal 2025. Dette forventes altså nu at være tættere på 3,0 mio. kroner end 1,5 mio. kroner.

Trophy Games forventer efter opjusteringen at nå en omsætning på 115-121 mio. kroner i 2025 med et EBITDA på 23-28 mio. kroner og EBT på 11-16 mio. kroner. Tidligere ventede selskabet at omsætte for 106-112 mio. kroner med et EBITDA på 19-22 mio. kroner og EBT på 9-12 mio. kroner. Det er væsentligt at bemærke, at selskabets guidance ikke inkluderer potentielle nye opkøb eller The Ranchers, som ventes udgivet i 2026. Trophy Games vil i morgen den 30. oktober offentliggøre kvartalsrapport for tredje kvartal 2025.