Det er blevet weekend, og vi kan se tilbage på ugens udvikling blandt de danske vækstbørsselskaber, hvor Risk Intelligence og Brain+ slutter med massiv kursstigning.
Risk Intelligence slutter ugen med en kursstigning på 79% efter selskabet har vundet et udbud i forbindelse med et nordisk forsvars- og infrastrukturprojekt. Risk Intelligence har fået en kontrakt til at analysere, hvordan transport- og infrastruktursystemer i Norden kan understøtte militær mobilitet og forsyningssikkerhed i et ændret sikkerhedsmiljø. Brain+ slutter ugen med tilsvarende kursstigning, men uden nævneværdigt selskabsnyt.
Alefarm Brewing slutter ugen med et stort kursfald på 36% efter selskabet har offentliggjort årsrapport for 2025. Selskabet realiserede en samlet omsætning på 11,5 mio. kroner mod 9,9 mio. kroner året forinden. EBITDA-resultatet endte på 620.000 kroner mod et negativt resultat på 1,2 mio. kroner året forinden. Årets resultat var fortsat negativt på 1,5 mio. kroner.
Trophy Games har ligeledes offentliggjort sin årsrapport for 2025, der viste et resultat i den øvre ende af guidance. Selskabet opnåede en samlet omsætning på 126,5 mio. kroner mod 90,1 mio. kroner året før. Driftsresultatet målt på EBITDA voksede 26% til 31,1 mio. kroner. I 2026 forventer Trophy Games en omsætning i intervallet 130-153 mio. kroner med et EBITDA-resultat på 28-36 mio. kroner. Trophy Games har ligeledes offentliggjort, at selskabet har indgået en udviklings- og publisher-aftale med Tivola Games omkring et nyt mobilspil indenfor hestegenren.
Impero slutter ugen med en kursstigning på 7% efter selskabet har haft en begivenhedsrig uge. Selskabet har offentliggjort sin årsrapport der viste, at omsætningen steg 19% til 42,0 mio. kroner med et negativt EBITDA-resultat på 3,1 mio. kroner. Impero har ligeledes offentliggjort to nye aftaler med henholdsvis en svensk enterprise-kunde og en stor dansk offentlig organisation. Begge kunder skal bruge selskabets softwareplatform til at styrke interne kontroller, governance og compliance gennem flerårige abonnementsaftaler.
Nexcom har ligeledes offentliggjort sin årsrapport for 2025 der viste en samlet omsætning på 7,7 mio. kroner med et negativt EBITDA-resultat på 9,0 mio. kroner. Både omsætning og driftsresultat er lavere end det var i 2024, hvor selskabet leverede en samlet omsætning på 9,9 mio. kroner med et negativt EBITDA-resultat på 5,6 mio. kroner.
Blandt ugens andre nyheder kan nævnes, at BactiQuant har modtaget en ordre fra et supersygehus i hovedstadsområdet på bakteriesensorer til overvågning af vandkvalitet. Dataproces har offentliggjort, at en større kommune i Jylland har indgået kontrakt på Dataanalyse, mens en anden jysk kommune har udvidet brugen af selskabets MARS-platform. Dataproces slutter ugen med et kursfald på 11%
No comments! Be the first commenter?