Det er blevet søndag, og vi kan se tilbage på ugens udvikling blandt de danske vækstbørsselskaber, hvor ViroGates slutter i toppen.

ViroGates slutter ugen med en kursstigning på hele 67%, uden selskabet har udsendt nyheder. Aktien oplevede særligt torsdag en stor stigning, hvor der blev handlet aktier for ca. 200.000 kroner. Årsagen til den store kursstigning kan måske findes i en artikel hos Berlingske, der fremhæver forskning i hvordan man kan sænke inflammation, og hvordan vi kan finde ud af, om vi har et højt niveau i kroppen lige nu. Kronisk inflammation er en fællesnævner for stort set alle aldersrelaterede sygdomme, og mange kan gå rundt med det i årtier uden at vide det, og netop dette er noget ViroGates tapper ind i.

Danish Aerospace Company, PILA PHARMA og STENOCARE slutter ligeledes ugen med tocifrede procentstigninger. PILA PHARMA er i gang med at hente kapital gennem en næsten 100% garanteret fortegningsemission, hvor selskabets CEO, Gustav H. Gram har deltaget i flere interviews gennem ugen.

DanCann Pharma slutter nederst med et fald på 25%, efter selskabet har indgået en salgsaftale vedrørende sit produktionsanlæg, Biotech Pharm1. Der blev samtidig præsenteret en ny strategi kaldet Maturity2028, som bl.a. indebærer en målsætning om et positivt cash flow og undersøge M&A muligheder. Derudover er planen at etablere en koncernstruktur, der inkluderer en navneændring til DCP Group.

LED iBond og FOM Technologies har også haft en svær uge på børsen med fald på hhv. 15% og 13%. Førstnævnte gav forrige fredag efter markedsluk en opdatering på selskabets finansielle situation, hvor selskabet fremhævede, at det er vigtigt at gennemføre en kapitalforhøjelse i august for at sikre selskabets fortsatte udvikling. LED iBond planlægger således at gennemføre en emission med fortegningsret for eksisterende aktionærer inden længe. FOM Technologies har ligeledes offentliggjort, at de afsøger mulighederne for at gennemføre en emission senere i 2025 for at styrke kapitalstrukturen efter øget interesse fra forsvars- og medtech-industrien.

Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at BactiQuant har nedjusteret sine forventninger til 2025 grundet usikkerhed omkring tidspunktet for de næste store ordrer. BactiQuant udsendte ligeledes Trading Statement for andet kvartal 2025, hvor det fremgik, at omsætningen i årets første seks måneder voksede 36% sammenlignet med samme periode sidste år, mens en kapitalrejsning forventes i slutningen af 2025. Derudover har Dataproces offentliggjort fire nye kontrakter.