Det er blevet weekend, og vi kan se tilbage på ugens udvikling blandt de danske vækstbørsselskaber, hvor Hove slutter øverst med en stigning på 17%.
Hove har opjusteret sine forventninger til 2025, efter selskabet har oplevet et bedre end ventet salg i årets første seks måneder. Det er salget af både pumper og smøremidler til både eksisterende og nye kunder i vindmøllesegmentet, der bidrager til det bedre end ventede salg, der mere end opvejer faldet i den amerikanske dollar. Efter opjusteringen forventer Hove nu at nå en omsætning på 180-200 mio. kroner med et EBITDA på 15-20 mio. kroner. Tidligere var forventningen at nå en omsætning på 160-190 mio. kroner med et EBITDA på 11-18 mio. kroner.
Donkey Republic og WindowMaster har omvendt været nødsaget til at nedjustere deres forventninger til regnskabsåret 2025. Donkey Republic har nedjusteret sine forventninger til EBITDA og EBIT, der primært tilskrives en forsinket udrulning af cykler i nye byer og et reduceret antal licenser i Holland, hvilket afviger fra de oprindelige forventninger. Donkey Republic fastholdt dog sine omsætningsforventninger på 165-185 mio. kroner, mens den nye guidance indebærer et forventet EBITDA på 22-32 mio. kroner med et EBIT på -5 til 2 mio. kroner.
WindowMaster slutter nederst med et fald på 17%. WindowMaster nedjusterede forventningerne til både omsætningen og EBITDA, hvilket bl.a. skyldes en lavere ordreindgang – særligt i slutningen af 2024 og ind i første kvartal af 2025, som ikke blev opvejet af yderligere produktordrer. Derudover har selskabet oplevet en mindre projektgennemførelse i første halvår af 2025, herunder forsinkede projekter, mens der har været engangsomkostninger i forbindelse med et IT-nedbrud samt restrukturering i Tier 2 management. WindowMaster forventer nu at nå en omsætning på 270-290 mio. kroner med et EBITDA på 22-27 mio. kroner.
Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at Q-Interline har vundet en millionordre til en mejerikunde i Tyskland. Derudover har Scandinavian Medical Solutions gennemført endnu et succesfuldt salg af brugt billeddiagnostisk udstyr til en kunde i USA, mens Photocat har meddelt, at selskabet skifter fra First North i Sverige til Spotlight Stock Market.
No comments! Be the first commenter?