Det har været en begivenhedsrig uge blandt de danske vækstbørsselskaber, hvor en række selskaber har offentliggjort halvårsrapport.

STENOCARE slutter øverst med en kursstigning på 26%, efter selskabet har offentliggjort kvartalsrapport for andet kvartal, hvor de kunne præsentere det første positive EBITDA-resultat for et kvartal siden 2019. Det fremgik, at selskabet begynder at se fordelene ved den nye strategi, STENOCARE 3.0 med en salgsfremgang på 131% sammenlignet med andet kvartal sidste år, mens personaleomkostningerne blev reduceret med 67%.

WindowMaster og LED iBond slutter ugen med kursstigninger på 7%. Førstnævnte kunne torsdag meddele, at selskabet efter to succesfulde uger havde modtaget 9 nye kontrakter på det nordamerikanske marked. LED iBond har offentliggjort resultatet af selskabets fortegningsemission, der sikrede selskabet 13,1 mio. kroner før omkostninger.

Blandt de regnskabsaktuelle selskaber finder vi udover STENOCARE også Donkey Republic, Trophy Games, Photocat, Risk Intelligence, 2cureX, Cessatech, ExpreS2ion, Konsolidator, Nexcom, Q-Interline, ViroGates og Initiator Pharma. Mens markedet tog godt imod regnskabet fra STENOCARE, var situationen anderledes hos Risk Intelligence, der har oplevet et fald på 22% i ugens løb. Risk Intelligence måtte trods en omsætningsvækst på 14% i første halvår, og et EBITDA der er vendt fra et minus til et plus nedjustere sine helårsforventninger til årets resultat til -3,2 til -4,2 mio. kroner fra tidligere 0.

Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at Movinn har indgået en leverandøraftale med et stort dansk forsikringsselskab. Erria har forud for halvårsrapporten i næste uge opjusteret sine forventninger til årets EBITDA- og EBIT-resultat. Dataproces har offentliggjort to nye kontrakter, der begge var med en top-10 kommune, og ligeledes sat navn på deres nye CFO. FOM Technologies har fået tildelt en strategisk ordre på at levere et avanceret pilotproduktionssystem til udvikling af batterier til Alabama Mobility and Power Center.

Den kommende uge byder igen på regnskab fra en række af de danske vækstbørsselskaber, hvilket du få overblik over på vores kalender.