Det har været en nyhedsrig uge blandt de danske vækstbørsselskaber, hvor over halvdelen af selskaberne på listen har udsendt selskabsnyt.
STENOCARE slutter for anden uge i streg helt i toppen med en kursstigning på 56%. Aktien har lidt bemærkelsesværdigt været blandt de mest handlede i MillionærKlubbens Aktiespil, der startede i mandags, og bestyrelsesmedlem Henrik Elbæk har i ugens løb udnyttet kursstigningerne til at sælge aktier for et større sekscifret beløb.
Blandt ugens andre bedst performende aktier finder vi Nexcom, Audientes, GomSpace og Freetrailer. Nexcom har besluttet at gennemføre en rettet emission på samlet 6 mio. kroner. GomSpace har offentliggjort kvartalsrapport for andet kvartal, hvor selskabet kunne informere om en omsætningsvækst på 59% i årets første seks måneder sammenlignet med samme periode sidste år, mens det justerede EBITDA-resultat voksede fra -16,1 mio. svenske kroner i samme periode sidste år til et positivt resultat på 20,4 mio. svenske kroner. Freetrailer har offentliggjort kvartalsrapport for fjerde kvartal af deres skæve regnskabsår, der blev et nyt rekordkvartal med en omsætning på 39,6 mio. kroner og et EBIT på 10,9 mio. kroner.
Efter den netop overståede uge nærmer sæsonen for halvårsregnskaber sig sin afslutning, og knap 20 af de danske vækstbørsselskaber har i ugens løb offentliggjort regnskab. Det har således været en af de travleste regnskabsuger på året. Blandt de regnskabsaktuelle selskaber er DanCann Pharma, Danish Aerospace Company, Erria, PILA PHARMA, BactiQuant, Bawat, GomSpace, Dataproces, EgnsINVEST Ejd. Tyskland, FluoGuide, Alefarm Brewing, Brain+, Curasight, FastPassCorp, Freetrailer, Audientes, Impero, Monsenso og Movinn.
For blot at udpege nogle af højdepunkterne fra de mange regnskaber, kunne Alefarm Brewing præsentere sit første positive EBITDA siden børsnoteringen, hvilket sendte aktien op med 28% på regnskabsdagen, og aktien sluttede ugen med en stigning på 6%. Movinn måtte efter skuffende resultater for første halvår nedjustere sine forventninger til både omsætningen, EBITDA og EBIT. Danish Aerospace Company har ovenpå den markant stigende investorinteresse valgt at udsende kvartalsvise opdateringer til sine aktionærer fremadrettet, og for første halvår realiserede selskabet en omsætning på 9,8 mio. kroner med et EBITDA på 0,4 mio. kroner og fastholdt samtidig forventningen om en helårsomsætning på 21-23 mio. kroner med et EBITDA på 1-3 mio. kroner. Efter offentliggørelsen af halvårsrapporten solgte næstformand for bestyrelsen, Søren Bjørn Hansen, aktier for lidt over 3 mio. kroner.
Den kommende uge bliver markant mere stille på regnskabsfronten, hvor Agillic forventes at offentliggøre halvårsrapport på torsdag den 4. september.
No comments! Be the first commenter?