Det er blevet weekend, og vi kan se tilbage på ugens udvikling blandt de danske vækstbørsselskaber, hvor de røde farver har domineret.
FastPassCorp, ViroGates, STENOCARE og FluoGuide slutter i toppen med tocifrede procentstigninger. Bedst er det gået FastPassCorp med en kursstigning på 35% – dog uden selskabsnyt og under meget lav handelsvolumen, som igen understreger den høje likviditetsrisiko i aktien, hvor det kan være svært både at købe og sælge aktien uden at få stor indvirkning på kursudviklingen.
ViroGates slutter ugen med en stigning på 31% efter en storaktionær har tilbudt at købe aktier til en kurs på 13,58 kroner per aktie svarende til en gevinst på 40% sammenlignet med lukkekursen dagen før nyheden blev offentliggjort. Formålet med tilbuddet er ifølge meddelelsen at give aktionærerne mulighed for at realisere værdi til en betydelig præmie i forhold til den seneste lukkekurs – særligt for aktionærer, der ønsker likviditet, før der eventuelt iværksættes en kapitalforhøjelse. For at sikre en tilstrækkelig free float i aktien med henblik på at opretholde noteringen, er der en begrænsning på, hvor mange aktier der kan blive opkøbt.
FluoGuide har oplevet en kursstigning på 11% i ugens løb, efter selskabet har præsenteret lovende resultater for FG001 i et investigator-initieret studie. I det kliniske studie er FG001 anvendt hos patienter med meningiom og formodet lavgradig gliom, og de foreløbige resultater bliver i løbet af oktober præsenteret på flere internationale konferencer.
DanCann Pharma slutter i bunden med et kursfald på hele 67%. DanCann Pharma har i et brev til sine aktionærer informeret om en kommende afnotering, hvor det ligeledes fremgår, at selskabets stifter og administrerende direktør, Jeppe Krog Rasmussen, har valgt at stoppe som direktør, hvorfor selskabets bestyrelsesformand har overtaget rollen som interim CEO.
Der er således udsigt til endnu en afnotering på de danske vækstbørser, men samtidig er et nyt selskab på vej til at blive noteret. Mendole har nemlig startet tegningsperioden, hvor man ønsker at hente op mod 4 mio. kroner, hvoraf 2 mio. kroner er sikret på forhånd. FOM Technologies er også i gang med at hente kapital, hvor man sigter mod at hente op til 23,8 mio. kroner i en fortegningsemission til at sikre tilstrækkelig driftskapital, opbygning af nye globale salgskanaler, styrkelse af arbejdskapitalen for hurtig levering af produkter samt udvikling.
Blandt ugens andre nyheder kan fremhæves, at Errias vietnamesiske datterselskab har indgået kontrakt med den amerikanske offshore-gigant McDermott til en værdi af over 6 mio. kroner. BactiQuant har i et Trading Statement for tredje kvartal 2025 fremlagt en omsætningsvækst på 24% i årets første 9 måneder sammenlignet med samme kvartal sidste år. EgnsINVEST Ejd. Tyskland har i forbindelse med offentliggørelsen af deres foreløbige hovedtal for tredje kvartal indsnævret sine forventninger til årets EBVAT-resultat til nu at ende på 15-16 mio. kroner mod tidligere 14-17 mio. kroner. Alefarm Brewing har desuden indført aktionærfordele til sine ca. 2.300 aktionærer.
No comments! Be the first commenter?