Det er blevet weekend, og vi kan se tilbage på ugens udvikling blandt de danske vækstbørsselskaber, hvor regnskaber har fyldt meget i nyhedsbilledet.

Scandinavian Medical Solutions slutter ugen med en stigning på 2%, efter selskabet har offentliggjort sin årsrapport samt udmeldt sin guidance for regnskabsåret 2025/26. Selskabet rapporterede en omsætning for året på 245 mio. kroner, svarende til en vækst på 8% – marginalt over selskabets seneste guidance. Selskabets driftsresultat målt på EBITDA faldt med 50% til 11 mio. kroner for året, hvilket er i den lave ende af den seneste guidance. For regnskabsåret 2025/26 forventer Scandinavian Medical Solutions en samlet omsætning på 220-250 mio. kroner med et EBITDA på 11-15 mio. kroner.  Selskabet har desuden offentliggjort flere ordrer jævnfør deres kommunikationspolitik.

Freetrailer har offentliggjort regnskab for Q1, der viste det højeste antal udlejninger nogensinde, tocifret vækst i både omsætning og indtjening samt stærkt momentum i alle fem markeder. Freetrailer rapporterede en omsætning for kvartalet på 41,7 mio. kroner, svarende til en vækst på 25,6% mens EBIT-resultatet steg med 36,5% til 20,5 mio. kroner. Freetrailer forventer for første halvår 2025/26 en omsætning på 74-77 mio. kroner med et EBIT-resultat på 14-17 mio. kroner. Freetrailer slutter ugen med en kursstigning på 6%.

Risk Intelligence og Hove har ligeledes været regnskabsaktuelle med deres Q3-regnskaber. Sidstnævnte rapporterede en omsætning for kvartalet på 57,0 mio. kroner, svarende til en stigning på 28% mens EBITDA-resultatet steg med 12% til 7,4 mio. kroner. Risk Intelligence rapporterede en omsætningsvækst på 9% mens EBITDA-resultatet steg med 1073% til 758 tusinde kroner. Begge selskaber slutter ugen med kursfald på henholdsvis 15% og 6%.

Brain+ slutter ugen med en kursstigning på 9%, efter selskabet har nedjusteret sin finansielle guidance for 2025 som følge af længere salgscyklusser i forbindelse med selskabets markedsindtræden på det britiske plejehjemsmarked. Brain+ forventer nu en omsætning for året på 0,2-0,3 mio. kroner mod tidligere 0,5-0,6 mio. kroner samt et nettotab på 14-15 mio. kroner mod tidligere 10-11 mio. kroner.

Dataproces har indgået en aftale med en større kommune på Sjælland, der har købt ind på selskabets SaaS-løsning MARS. Dette er kommune nr. 57, der køber ind på denne platform, der bidrager til at skabe overblik over alle kommunaløkonomiske betalinger, refusioner samt generelt effektiviserer den digitale administration. Dataproces slutter ugen med en stigning på 9%, der måske også kan tilskrives opkøb af mindre insiderhandler.

Blandt andre af ugens nyheder kan nævnes, at STENOCARE har opkøbt CannGros ApS af børsnoterede DannCann Pharma, der er på vej til at blive afnoteret. STENOCARE er nu er førende leverandør af medicins cannabis i Danmark. Alefarm Brewing investerer i nye tanke og øger produktionskapaciteten til 475.000 liter. Q-Interline forsøger at rejse 18,1 mio. kroner gennem en fortegningsemission, hvoraf 12,3 mio. kroner er garanteret. Tegningsperioden er nu i gang og løber til den 2. december.