Det er blevet weekend, og vi kan se tilbage på ugens udvikling blandt de danske vækstbørsselskaber, hvor Photocat slutter i toppen uden selskabsnyt.

Dataproces slutter ugen med et kursfald på 9%, efter selskabet offentliggjorde halvårsrapport for det skæve regnskabsår 2025/26, der bar præg af, at det har været valgår. Selskabet realiserede en omsætning på 19,6 mio. kroner, hvilket er nogenlunde på niveau med samme periode sidste år. Driftsresultatet målt på EBITDA endte på 3,5 mio. kroner mod 8,4 mio. kroner i samme periode sidste år. Dataproces har ligeledes indgået aftaler med to kommuner. Først på ugen indgik selskabet en kontrakt med en større kommune på Sjælland omkring salg af Dataanalyse, mens en kommune i Jylland senere valgte at købe ind på selskabets MARC-platform.

Alefarm Brewing slutter ugen med en kursstigning på 26%, efter selskabet i november måned opnåede den højeste omsætning på én måned. Omsætningstallet er ikke offentligt, men det fremgår, at salget til barer og restauranter steg med 123% i forhold til året før, mens salget til detailhandlen steg med 40%. Alefarm Brewing havde ligeledes stor succes med sit salg på Black Friday, hvilket har bidraget positivt til omsætningen for november måned.

Audientes slutter ugen med et fald på 22% efter selskabet meldte, at en kreditor havde indgivet en konkursbegæring mod selskabet, og at virksomheden var indkaldt til et retsmøde samme dag. På baggrund af den økonomiske situation og likviditetsproblemer forventede bestyrelsen, at retten ville udstede en konkurskendelse. Senere samme dag kom en opdatering efter retsmødet. Her fremgik det, at en gruppe eksisterende aktionærer, repræsenteret af fælles juridisk rådgivning, havde erklæret deres vilje til at yde finansiering til Audientes. Formålet med denne finansiering er at indfri kreditorens krav og dermed undgå en konkurs. Som følge heraf besluttede retten at give virksomheden en fristforlængelse og planlagde et nyt retsmøde til den 18. december.

Erria har foreslået en kapitalnedsættelse med mål om tilbagekøb af aktier og mulighed for udbyttebetalinger til aktionærerne. Samlet viser denne en målsætning om at understøtte en stigende investorinteresse og styrke selskabets finansielle fleksibilitet og fremtidige handlemuligheder. Forslaget skal behandles på en ekstraordinær generalforsamling den 29. december.

Blandt andre af ugens nyheder kan nævnes, at WindowMaster har fået godkendt sit omvendte aktiesplit i forholdet 100:1, hvor de nye aktier vil have første handelsdag d. 16. december. Curasight har gennemført en rettet aktieemission på cirka 16,4 mio. kroner og har indgået en ny lånefacilitet. BactiQuant har modtaget en ny ordre på en prøvetagningsrobot til selskabets store pharmakunde.