Det er blevet weekend, og vi kan se tilbage på ugens udvikling blandt de danske vækstbørsselskaber, hvor Scandinavian Medical Solutions slutter i toppen.

Curasight slutter ugen med en stigning på 13% efter selskabet har doseret den første patient i et fase 1-klinisk forsøg med deres lægemiddelkandidat uTREAT til behandling af aggressiv hjernekraft, kaldet glioblasom. Dette er første kliniske studie af uTREAT og markerer, at Curasight nu tester sin terapeutiske platform på mennesker, hvorfor selskabet nu er i klinisk udvikling af både sin diagnostiske platform uTRACE® og sin terapeutiske platform uTREAT.

WindowMaster har denne uge præciseret sin finansielle guidance til 2025 samt offentliggjort forventninger til 2026. Selskabet forventer nu en omsætning for 2025 i intervallet 268-275 mio. kroner med et EBITDA-resultat på 23-26 mio. kroner. For 2026 forventer WindowMaster en organisk omsætningsvækst på 7-14% til intervallet 290-310 mio. kroner med et EBITDA på 45-55 mio. kroner, svarende til en margin på 16-17%. WindowMaster slutter ugen med en kursstigning på 10%.

Dataproces har haft en begivenhedsrig uge med offentliggørelsen af syv nye ordrer. Fire kommuner har indgået aftale om selskabets MARS-platform, to kommuner har valgt MARC-platformen, mens én kommune har købt selskabets dataanalyse. På trods af ordretilgangen sluttede aktien ugen med en uændret kursudvikling.

FOM Technologies meldte torsdag, at selskabet har sikret en ordre på sin største og mest avancerede løsning til et europæisk universitet, som er en tilbagevendende kunde. Universitetet har købt selskabets moduloR2R-system, som vil blive installeret på universitetet for at understøtte avancerede, tværfaglige forskningsprojekter på tværs af forskellige felter med fokus på batteriteknologier, brændselsceller og solceller. FOM Technologies slutter ugen med et kursfald på 2%.

Erria valgte denne uge at løfte forventningerne til årets driftsresultat for anden gang i 2025. Opjusteringen sker på baggrund af en positiv udvikling på tværs af koncernen samt væsentligt forbedrede marginer og realiserede resultater. Erria forventer nu at nå et EBITDA-resultat i intervallet 9-10 mio. kroner mod tidligere ventet 7-9 mio. kroner, men fastholder forventningerne til årets omsætning i niveauet 200-220 mio. kroner. Erria slutter ugen med et kursfald på 7%.

Blandt andre af ugens nyheder kan nævnes, at Audientes er taget under konkursbehandling, hvorfor handlen med aktien på børsen er suspenderet. PILA PHARMA har igangsat prækliniske forsøg med lægemiddelkandidaten XEN-D0501, hvor der ventes resultater til foråret. Trophy Games har offentliggjort sin finansielle guidance for 2026, hvor selskabet forventer en omsætning på 130-153 mio. kroner med et EBITDA på 28-36 mio. kroner og et EBIT på 18-24 mio. kroner.