Det er blevet weekend, og vi kan se tilbage på ugens udvikling blandt de danske vækstbørsselskaber, hvor flere selskaber slutter ugen med pæn kursstigning.
Photocat slutter ugen i toppen med en kursstigning på 35% efter selskabet har udgivet Q4-regnskab. For kvartalet opnåede Photocat en omsætning på 4,5 mio. kroner mod 3,7 mio. kroner året før, mens EBITDA-resultatet ende på 2,0 mio. kroner mod 0,96 mio. kroner i samme periode året før. For 2025 opnåede selskabet en samlet omsætning på 13,7 mio. kroner, og forventer en omsætning på 13-15 mio. kroner i 2026.
GomSpace slutter ugen med en kursstigning på 7%, efter selskabet har offentliggjort årsrapport, der viste selskabets historisk største omsætning. For 2025 steg omsætningen med 72% til 441,8 mio. SEK, mens EBITDA-resultatet steg til 52,9 mio. SEK mod tidligere -12 mio. SEK. I 2026 forventer GomSpace en samlet omsætning i intervallet 540-640 mio. SEK med en EBITDA-margin på 5-12%. Initiator Pharma har ligeledes offentliggjort Q4-regnskab denne uge der viste, at selskabet slutter året uden omsætning og et driftsresultat på -6,9 mio. kroner.
Q-Interline har nedjusteret sine forventninger til 2025, da selskabet ikke kunne nå at levere det forventede antal analysesystemer, hvorfor omsætningen ikke må indregnes. Q-Interline forventer i 2026 en omsætning i intervallet 45-55 mio. kroner med et negativt EBIT-resultat på 8-1 mio. kroner. Selskabet slutter ugen med en kursstigning på 14%. Erria har ligeledes offentliggjort forventninger til 2026, hvor selskabet ser en omsætning på 190-210 mio. kroner med et EBIT-resultat på 7-9 mio. kroner.
FluoGuide slutter ugen med en kursstigning på 11% efter FDA har godkendt selskabets IND-ansøgning. Dette betyder, at FluoGuide nu må starte kliniske forsøg i USA med FG001 hos patienter med high-grade gliom. FDA har samtidig accepteret designet af deres kliniske udviklingsprogram fra fase 2 til fase 3. Første patient i det amerikanske studie forventes inkluderet i Q2 2026, og selskabet forventer to amerikanske studier kræves for at opnå markedsgodkendelse.
WindowMaster har vundet en større ordre på levering af sit styresystem til naturlig ventilation og facadeautomatisering til hovedkontoret for en stor irsk cleantech-virksomhed nær Dublin. Systemet skal styre facade-lameller og indeklima for omkring 240 brugere i et energieffektivt kontorbyggeri med fuld naturlig ventilation, som forventes færdigt i slutningen af 2026.
Blandt ugens andre nyheder kan nævntes, at PILA PHARMA har offentliggjort resultatet af selskabets TO2-warrent indløsning, hvor investorer har tegnet 3,6 mio. nye aktier til samlet 5,4 mio. SEK. Dataproces har indgået kontakt med en kommune på Fyn omkring selskabets KommuneProfil.
No comments! Be the first commenter?