Det har været et begivenhedsrigt år for WindowMaster, der både har udbygget sin globale tilstedeværelse, lanceret nye produkter, justeret sine forventninger, gennemført et omvendt aktiesplit og senest offentliggjort forventninger for 2026, hvilket gør det nærliggende at tage et tilbageblik, nu hvor året nærmer sig sin afslutning.
Først på året offentliggjorde WindowMaster sin årsrapport for 2024, der viste et rekordstærkt resultat, som desuden overgik selskabets egne forventninger. Selskabet opnåede en samlet ordreindgang på 281 mio. kroner, hvilket var en markant fremgang fra 2023. Denne fremgang fortsatte ligeledes ind i første halvår af 2025, hvor selskabet indgik mange nye kontrakter, og hvor forventningerne til året var en omsætning i intervallet 290-310 mio. kroner med et EBITDA på 36-41 mio. kroner.
På trods af en stærk begyndelse på året udviklede 2025 sig til et mere komplekst år end først forventet. I løbet af sommeren nedjusterede WindowMaster sine forventninger til en omsætning i intervallet 270–290 mio. kroner og et EBITDA på 22–27 mio. kroner, samtidig med at selskabet pegede på en periodisk opbremsning i både vækst og rentabilitet. Senest har WindowMaster præciseret sine forventninger til en omsætning i niveauet 268-275 mio. kroner med et EBITDA på 23-26 mio. kroner.
Til trods for markedsusikkerhederne har 2025 været et år, hvor WindowMaster har haft høj international aktivitet. I løbet af året har selskabet offentliggjort kontrakter i både Danmark, New York, Californien, Schweiz, Storbritannien, Nordamerika og Oslo, hvor sidstnævnte ifølge selskabet var første gang, at app-baserede naturlige ventilationssystemer blev anvendt i norske lejligheder. Kontrakterne er primært relateret til offentlige og kommercielle bygninger, herunder renoveringer af skoler, akademiske bygninger, sportsfaciliteter, rådhuse og andre offentlige ejendomme.
I 2025 har WindowMaster lanceret flere nye produkter og systemopdateringer. Det omfatter blandt andet en ny WML 870-motor til komfort- og naturlig ventilation samt et nyt 6 Amp CompactSmoke™-panel, der samler røg- og komfortventilation i én styringsenhed. Derudover blev der i løbet af året udgivet en firmwareopdatering, som gjorde det muligt at kombinere NV Embedded-systemet med FlexiSmoke.
På trods af et marked præget af usikkerheder, har WindowMaster formået at levere på sin globale tilstedeværelse samt produktudvikling, der samlet set gør, at selskabet ser positivt på 2026, hvor der ventes fremgang i både omsætningen og driftsresultatet. Forventningerne til 2026 indikerer en omsætningen i niveauet 290-310 mio. kroner med et EBITDA på 45-55 mio. kroner.
No comments! Be the first commenter?