WindowMaster offentliggjorde onsdag, at selskabet har vundet en kontrakt om levering af deres NV Embedded™-løsning til 15 fredede lejligheder i Oslo.

WindowMaster har vundet en kontrakt, som sikrer, at selskabet skal levere deres NV Embedded™-løsning til 15 fredede lejligheder i Oslo. Det er første gang i Norge, at lejligheder får app-baserede naturlige ventilationssystemer, hvilket markerer et vigtigt skridt for virksomheden.

Løsningen giver beboerne mulighed for at styre temperatur og CO2-niveau via WindowMasters kontrolpaneler, og sikrer derved et optimalt indeklima. Løsningen er mest blevet anvendt på kontorer, skoler og institutioner, hvorfor WindowMaster med denne kontrakt viser, at løsningen ligeledes kan anvendes i private hjem.

Kontrakten er derfor en milepæl for WindowMaster, da den gør selskabet til first-movers på området i Norge, alt imens WindowMaster nu har fået foden inden for salg af deres naturlige og hybride ventilationssystemer til private boliger. Derudover viser projektet, hvordan WindowMasters løsninger er ideelle til fredede bygninger, da de muliggør skånsom renovering, hvilket øger skalerbarheden og sætter retningen mod smartere, mere bæredygtige og brugervenlige boliger.  Projektet forventes færdiggjort sommeren 2026.

I slutningen af oktober offentliggjorde WindowMaster ligeledes, at selskabet skal levere deres NV Embedded™-løsning til nye sportsfaciliteter på et prestigefyldt college nær Windsor i Storbritannien. Løsningen skal også her sikre et energieffektivt og bedre indeklima, så der opnås de bedste betingelser for sportspræstationer. WindowMaster skal også styre ovenlys og tredjeparts-vinduer via deres vinduesaktuatorer.

Den 13. november afholder WindowMaster ekstraordinær generalforsamling. Dette skyldes bl.a., at selskabet ønsker at igangsætte en proces om et omvendt aktiesplit i forholdet 100:1, hvilket kræver generalforsamlingens bemyndigelse.