WindowMaster præciserede i går virksomhedens finansielle guidance for 2025 og offentliggjorde i samme ombæring virksomhedens forventninger til 2026, hvor der ventes vækst.

WindowMaster valgte i går at præcisere virksomhedens forventninger for 2025 til en omsætning på 268-275 mio. kroner med et EBITDA-resultat på 23-26 mio. kroner mod en tidligere omsætning på 270-290 mio. kroner med et EBITDA-resultat på 22-27 mio. kroner. Den nye guidance indebærer, at der ikke ventes vækst i 2025. Dog forventes solid vækst for det kommende regnskabsår, 2026.

WindowMaster oplyser, at det endelige resultat for 2025 er betinget af færdiggørelsen af igangværende projekter samt tidspunktet for indregning af omsætning. Det samlede ordreindtag for 2025 ventes at ligge i intervallet 270-280 mio. kroner – hvilket omtrent er på niveau med 2024.

For 2026 forventer WindowMaster en organisk omsætningsvækst på 7-14% til intervallet 290-310 mio. kroner med et EBITDA på 45-55 mio. kroner, svarende til en margin på 16-17%. Forventningerne understøttes af et øget ordreindtag i anden halvdel af 2025 samt en positiv projektpipeline. WindowMaster melder ligeledes, at der fortsat er usikkerhed i relation til timing og opstart af projekter, men selskabet forventer, at forretningsmiljøet forbedres i 2026, hvilket særligt gør sig gældende i andet halvår som følge af reguleringer, der understøtter energieffektive renoveringer i Europa – især i Tyskland. Baseret på midten af intervallerne for EBITDA-forventningerne til 2025 og 2026 forventes således en fordobling af EBITDA-resultatet i 2026 sammenlignet med 2025 drevet af en kombination af vækst og forbedrede marginer.

Tidligere på året valgte WindowMaster at gennemføre et omvendt aktiesplit i forholdet 100:1, hvor de nye aktier havde første handelsdag i går.