Sæsonen for årsregnskaber er så småt skudt i gang, og særligt Agillic skiller sig ud, hvis vi kigger på udviklingen i 2022 blandt de selskaber, der allerede har leveret årsregnskab på vækstbørserne.

Hvis du følger udviklingen på de danske vækstbørser, har du måske bemærket, at flere selskaber har leveret op til flere opjusteringer gennem 2022 trods et udfordret økonomisk klima. Et af disse selskaber er Agillic, som har opjusteret sine forventninger gennem 2022 hele tre gange, og således er kommet godt igennem et år med økonomisk usikkerhed.

Derudover har også Konsolidator, RISMA, Trophy Games, Risk Intelligence, Curasight og Stenocare offentliggjort årsrapport eller såkaldt year-end rapport. For RISMAs tilfælde blev der offentliggjort en business update for fjerde kvartal, inden selskabet offentliggør årsrapport i slutningen af marts.

På oversigten nederst har jeg opstillet selskabernes oprindelige forventninger med de realiserede resultater. Det betyder, at forventningerne er baseret ud fra de forventninger, der blev opstillet ifm. årsregnskabet sidste år, og ikke de seneste udmeldte forventninger, hvor der enten er op- eller nedjusteret. Her fremgår det, at Konsolidator ikke har leveret den toplinjevækst, de oprindeligt forventede, men alligevel har levet op til sine forventninger på bundlinjen. RISMA har ligeledes ikke vækstet sin toplinje så meget som først forventet, mens situationen er den samme hos Trophy Games, der tilgengæld har overgået sine oprindelige forventninger til EBITDA. Trophy Games har dermed eksekveret på sin ændrede strategi, hvor fokusset i højere grad er rettet mod vækst på bundlinjen fremfor toplinjen.

Risk Intelligence er samme historie som Konsolidator, men guidede dog oprindeligt meget bredt ved blot at forvente et negativt EBITDA-resultat, hvorfor de principielt kan leve op til denne guidance ligegyldigt om resultatet hedder -1 mio. kroner eller -10 mio. kroner. Agillic er dermed det eneste af disse fem selskaber, som har levet op til sine egne forventninger på toplinjen (og mere til), og ligeledes har levet op til sine EBITDA-forventninger, der ender i den øvre end af selskabets oprindelige guidance.

Agillic er ikke alene

I morgen kommer der regnskab fra et selskab, hvor historien minder lidt om Agillic, nemlig Shape Robotics. Shape Robotics forventes at offentliggøre tal for fjerde kvartal, og her er forventningen en omsætning på 81-93 mio. kroner for helåret efter fire opjusteringer gennem året. Shape Robotics oplever lige nu medvind i Europa, hvor der i de kommende år investeres massivt i teknologi i uddannelsessektoren.

Agillic må ligeledes siges at have haft medvind. Selskabet rapporterer bl.a. på SaaS-nøgletallet, NRR, der beskriver opsalg til eksisterende kunder og frafald af eksisterende kunder (churn). Her løftede Agillic sin NRR til 106% fra 103% forrige år. Derudover tjener Agillic sine kunder væsentligt hurtigere hjem, da ”months to recover CAC” i 2022 er på 3 måneder mod 8 måneder sidste år. CAC beskriver prisen for at erhverve en ny kunde, hvorfor Agililc med denne udvikling i 2022 tjener en kunde mere end dobbelt så hurtigt hjem sammenlignet med sidste år.

Agillic forventer at fortsætte væksten det kommende år. Med den andenstørste ARR på First North kun overgået af OrderYOYO, kan Agillic også være et bud på en af de aktier, der kigger mod en notering på hovedbørsen, som vi bl.a. har set Wirtek, Shape Robotics og FOM Technologies udtrykke planer omkring. Fælles for disse tre aktier er, at de lige nu leverer sorte tal på bunden, og denne klub er Agillic også en del af. Senest skiftede Penneo til hovedbørsen, der har en ARR lige under Agillic, men dog ikke leverer positivt EBITDA på nuværende tidspunkt.

Overblik

Forventet vs. realiseret 2022