Alefarm Brewing blev noteret på First North d. 6. november 2020. Dermed har Alefarm Brewing nu været børsnoteret i et år.

Det har været et begivenhedsrigt år for Alefarm Brewing. Blandt højdepunkterne kan blandt andet nævnes ekspansionen til Sverige, udvidelse af kapaciteten, åbning af en ny bottle shop i København og en stor aftale med Dagrofa, så alle landets MENY-butikker lige nu sælger selskabets unikke øl.

Samtidig har det også været et specielt år for Alefarm Brewing. Eksport er vigtigt for Alefarm Brewing, som i perioder har udgjort op til 100% af den månedlige produktion. Derfor har det også påvirket Alefarm Brewing, at eksportmarkederne fortsat i høj grad har været præget af nedlukninger relateret til Covid-19, hvilket resulterede i en nedjustering i oktober.

Dog har Alefarm Brewing også opnået stor indsigt i eksportmarkederne, hvor de forventer, at nedjusteringen mere handlede om en udskydelse af omsætningen. Mens eksportmarkederne har været påvirket, har Alefarm Brewing samtidig oplevet kraftig vækst på det danske marked på flere hundrede procent, hvilket blandt andet skyldes aftalen med Dagrofa.

For få dage siden skrev Dagrofas kategorichef indenfor drikkevarer og tobak på LinkedIn, at samarbejdet er kommet rigtig godt fra start, og omsætningen er yderst tilfredsstillende. Da samarbejdet startede, meddelte Alefarm Brewing, at aftalen har en potentiel værdi på 3,3 mio. kroner i omsætning det første år med en 10% stigning om året.