Brain+ meldte fredag den 26. august, at de allerede er klar til at lancere deres første produkt i slutningen af 2022 og har på dagens ekstraordinære generalforsamling styrket bestyrelsen markant til deres kommercialisering.

Helt konkret indvalgte Brain+ Anders Härfstrand, bestyrelsesformand for Diurnal Group, Johan Luthman, EVP & Head of R&D hos Lundbeck samt Betül Susamis Unaran, bestyrelsesmedlem hos Ypsomed, i dag, som alle har tung international erfaring relevant ifm. Brain+’s kommende kommercialisering.

Efter Brain+ meddelte, at de var klar til at lancere deres første produkt Cognitive Stimulation Therapy (CST) – Therapist Companion, der er et digitalt værktøj, som kan bruges af professionelle behandlere som en udvidelse af et såkaldt CST-gruppeforløb, et år tidligere end forventet, og tre år før IPO-planen, har de oplevet en øget interesse fra investorerne. Handelslikviditeten har i gennemsnit været over en halv mio. kroner over de 5 handelsdage efter udmeldelsen. Dette skal ses ift. til en gennemsnitlig handelslikviditet på under 40.000 kroner for resten af året. Handelslikviditeten er fundet ved at gange lukkekursen med antal handlede aktier.

Den øgede interesse har også afspejlet sig i aktiekursen, hvor Brain+ torsdag den 25. lukkede i kurs 2, handles aktien i skrivende stund i kurs 3,42. Kursen har dermed haft medfart gennem 2022 relativt til markedsudviklingen, og er efter stigningerne ovenpå meddelelserne om en styrket bestyrelse og en fremrykket lancering af deres første produkt, tilbage i samme kurs, som ved årets indgang.

Brain+ udstedte ifm. børsnoteringen warrants, hvor tegningsperioden nærmer sig med hastige skridt. Tegningsperioden løber fra den 17-31. oktober, hvor man kan konvertere tegningsretterne til aktier for 70% af den volumenvægtede gennemsnitspris fra de 10 handelsdage, der leder op til tegningsperioden.