Det er ikke andet end et par uger siden, at CEO for DanCann Pharma, Jeppe Krog Rasmussen fik en plads på Berlingskes top-100 liste over talenter i erhvervslivet. Nu bliver selskabet også anerkendt som årets iværksættervirksomhed i lokalsamfundet.

Onsdag aften afholdt erhvervsforeningen ProVarde sin årlige nytårskur. Her fik mere end 500 repræsentanter for det lokale erhvervsliv mulighed for at mødes, kommunens gazellevirksomheder blev hyldet og der blev uddelt priser til årets erhvervsvirksomhed og til årets iværksættervirksomhed. I den sidste kategori løb DanCann Pharma med hæderen.

Ifm. modtagelsen af prisen som årets iværksætter virksomhed udtalte CEO, Jeppe Krog Rasmussen:

Vi er stolte over, at vi i det hele taget er kommet i betragtning til den flotte pris – og det er enestående, at vi har vundet den. Vi vil gerne fremstå som et væsentligt aktiv for Varde Kommune og være med til at give Ansager en ny profil. Prøve at bidrage med engagement og dynamik til lokalområdet. Samtidig er det vigtigt for os at vise, at det sagtens kan lade sig gøre at etablere og drive en højteknologisk virksomhed, selv om den ligger et stykke fra alfarvej.

DanCann Pharma blev stiftet i 2018, og startede driften i deres produktionsfaciliteter i foråret 2021. Udviklingen er ifølge Jeppe Krog Rasmussen gået afsindig stærkt, og har kun været muligt grundet den store opbakning fra kolleger, kræfter i lokalområdet, samarbejdspartnere, entreprenører og investorer.