Dataproces har i dag offentliggjort årsrapport for det skæve regnskabsår 2024/25, der viser fortsat solid profitabel vækst.

Dataproces har i det skæve regnskabsår realiseret en omsætning på 44,4 mio. kroner svarende til en vækst på 39% ift. sidste regnskabsår. Dataproces har således mere end fordoble omsætningen på to år, mens det er lykkes at omsætte for mere end 1 mio. kroner per medarbejder. Målt på EBITDA realiserede Dataproces et resultat på 17,9 mio. kroner svarende til en fremgang på 109% og en forbedring af EBITDA-marginen fra 25,0% til 38,6%. EBIT-resultatet udgjorde 8,5 mio. kroner. Dataproces havde ved udgangen af regnskabsåret en ARR på 23,8 mio. kroner, og realiserede en vækst på 43% i ARR fra fortsættende produkter i regnskabsåret.

Den seneste udmeldte guidance fra Dataproces indikerede en omsætning på 40-43 mio. kroner, et EBITDA på 16-18 mio. kroner, et EBIT på 6-8 mio. kroner samt en ARR-vækst fra fortsættende produkter på 35-45%. Dermed har Dataproces overgået sine egne forventninger til både omsætningen og EBIT, mens ARR-væksten og EBITDA-resultatet endte i den høje ende af de udmeldte forventninger.

Antallet af software-kontrakter i SaaS-forretningen er steget fra 143 til nu 171 software-kontrakter på selskabets strategiske produkter. Dataproces leverer nu licens/abonnementsløsninger til i alt 90 af landets 98 kommuner, og indgik desuden fra morgenstunden en ny kontrakt på MARS. Selskabet er positioneret som en pålidelig digital samarbejdspartner for danske kommuner og det er denne position, selskabet nu har ambitioner om at skalere.

Det første store skridt er allerede taget. Dataproces har nemlig gennemført deres første opkøb og har dermed fået adgang til det tyske marked. Det er en vigtig døråbner og et signal om selskabets ambitioner uden for landets grænser. Der investeres således i fremtidig vækst, så selskabet er klar til næste fase med vækst på nye markeder og i nye forretningsområder, hvorfor overskuddet på 6,4 mio. kroner efter skat geninvesteres i virksomheden.

Dataproces havde allerede forud for årsrapporten offentliggjort sine forventninger til indeværende regnskabsår, 2025/26. Denne guidance fastholdes, og selskabet beskriver, at de oplever stor tillid, loyalitet og interesse for deres strategiske løsninger. Det forventes både at eksisterende kunder vil tilkøbe ny funktionalitet samt at selskabet vil opleve tilgang af nye kunder, som vil få kendskab til løsningerne. Der forventes konkret en omsætning på 44-50 mio. kroner, et EBITDA på 16-20 mio. kroner, et EBIT på 7-10 mio. kroner og en ARR-vækst på 20-35%. Forventninger afspejler selskabets fokus på at investere i fremtidig vækst.