Når man handler aktier på First North, er det med bevidstheden om, at handlen er mere begrænset sammenlignet med mange aktier på hovedbørsen.

Handelslikviditeten er en væsentlig del af aktieinvestering, da den påviser, hvor nemt eller svært det er at købe eller sælge en aktie. Er likviditeten høj, er det nemmere at komme ind i aktien, og er likviditeten lav, er det sværere at komme ind i aktien. Mindst lige så vigtigt er det at understrege, at det også afspejler hvor nemt eller svært det er at sælge sine aktier igen. Det vil være ret ærgerligt at sidde med et antal aktier, hvor du ikke kan sælge dem igen, da der simpelthen ikke er nok købere.

På First North kan handlen svinge meget. Det er dog ude i ekstreme tilfælde, hvis man ender i en situation, hvor man ikke kan komme af med sine aktier. Det hænger selvfølgelig også sammen med hvilken pris, som man ønsker at sælge til.

I 2022 har handelslikviditeten været hårdt ramt på First North, efter et stærkt år i 2021. Investorerne er mindre risikovillige og måske knap så investeringslystne som sidste år, hvilket resulterer i mindre handel på First North. Men hvilke aktier skiller sig ud, og har den højeste gennemsnitlige daglige omsætning på First North i 2022?

Læs også: Spændende periode på vækstbørsen venter.

Top 5

I Excel kan vi finde frem til alle First North aktiernes daglige omsætning. Ved at gange aktiernes daglige lukkekurs med antallet af omsatte aktier, kan vi finde frem til den gennemsnitlige daglige omsætning for alle First North aktierne i kroner. I dette indlæg kigger vi alene på aktierne noteret på First North DK, hvor top 5 er som følger:

  1. SPENN Technology (395k)
  2. Shape Robotics (311k)
  3. FOM Technologies (274k)
  4. ViroGates (239k)
  5. Dataproces (209k)

Ovenstående tal er opgjort i perioden fra d. 3. januar 2022 til og med d. 9. august 2022. SPENN Technology har i denne periode haft en gennemsnitlig daglig handelslikviditet på omkring 395k kroner. SPENN-aktien har i perioden haft 11 dage med en millionstor handelslikviditet, og har desuden ikke haft en eneste dag uden handel. SPENN har dermed været den aktie, hvor det har været nemmest at købe og sælge sine aktier på First North indtil videre i 2022.

Det samme gør sig gældende for Shape Robotics, der ligeledes har haft handel på alle årets handelsdage. Shape Robotics har desuden haft flere dage med højere likviditet end SPENN har haft på sin største handelsdag. På SPENNs største handelsdag blev der omsat aktier for omkring 2,8 mio. kroner, mens der på Shape Robotics’ største handelsdag blev omsat for over 4 mio. kroner. Denne dag offentliggjorde Shape Robotics sit historiske samarbejde med Samsung, og der blev omsat aktier for omkring 4,2 mio. kroner.

FOM Technologies har også registreret handel på alle handelsdage, mens ViroGates og Dataproces har enkelte dage uden handel, hvor der altså er omsat for 0 kroner. På nedenstående graf fremgår udviklingen i likviditeten, hvor punktet der særligt skiller sig ud, er i april måned, hvor der en dag blev handlet aktier i Dataproces for over 7 mio. kroner.

De fem mest handlede aktier på First North i 2022 likviditetoverblik til 9 august