EgnsINVEST Ejd. Tyskland meddelte i starten af 2025, at de ville købe egne aktier for op mod 6 mio. kroner. Fredag eftermiddag gav selskabet en status på deres aktietilbagekøbsprogram.
Aktietilbagekøbsprogrammet blev iværksat den 23. januar 2025, og løber frem til og med den 21. maj 2025. Frem til fredag den 7. marts 2025, hvor vi er ca. en tredjedel inde i aktietilbagekøbsprogrammet, har EgnsINVEST Ejendomme Tyskland opkøbt i alt 11.107 aktier. Selskabet kan i perioden opkøbe op til 40.500 egne aktier svarende til ca. 1,7 % af aktiekapitalen, dog for maksimalt 6 mio. kroner.
Prisen for de erhvervede aktier ifm. aktietilbagekøbsprogrammet er ikke offentliggjort. Aktien lukkede dog i fredagens handel i kurs 140, og baseret på denne aktiekurs svarer det til, at selskabet har købt egne aktier for i alt ca. 1,5 mio. kroner.
Det primære formål med tilbagekøbet er at kunne betale med egne aktier ved erhvervelse af ejendomme til selskabets eksisterende portefølje og sekundært at have muligheden for at kunne nedsætte selskabets aktiekapital med de erhvervede egne aktier, såfremt en beslutning herom måtte blive truffet af selskabets generalforsamling.
EgnsINVEST Ejd. Tyskland ejer, driver og udvikler en portefølje af primært boligudlejningsejendomme i Berlin og er noteret på First North. Mere end 90% af ejendommene har en central beliggenhed inden for S-baneringen i Berlin. Selskabet beskrev i sidste måned, at de har set stigende ejendomspriser i Tyskland, mens markedet viser tegn på stabilisering og vækst. Konkret er priserne steget 1,8% i fjerde kvartal 2024 sammenlignet med fjerde kvartal 2023. Når man udelukkende ser på boligejendomme i Top 7-byerne, som også inkluderer Berlin, er priserne steget 2,3% sammenlignet med året før og for Berlin alene 2,4%.
No comments! Be the first commenter?