At tilbagebetale gæld har længe været en stor prioritet hos Erria, der tilbage i 2011 var tæt på konkurs med stor gæld.

Det betød, at Erria solgte samtlige 17 skibe, og igangsatte en stor turn around, der indebar, at selskabet udnyttede de praktiske erfaringer til i dag at varetage mange af de funktioner, som rederierne har valgt at outsource til en tredjemand. I dag driver Erria en sund forretning baseret på bl.a. drift og vedligehold af skibe, hvor de efter tre opjusteringer i indeværende regnskabsår forventer at nå en omsætning på 120-130 mio. kroner med et positivt EBITDA på 9-11 mio. kroner.

Efter en gæld på 1,1 mia. kroner i 2011 har Erria i dag fået barberet gælden ned til 4 mio. kroner ifølge vedhæftede artikel fra avisen Søfart. Her fremgår det, at Erria dermed nærmer sig at blive gældfri, og at tingene vil blive anderledes med et gældfrit Erria. Derudover har Erria genetableret egenkapitalen, som ved halvårsregnskabet udgjorde 0,8 mio. kroner mod -12,8 mio. kroner samme tidspunkt sidste år.

Erria ønsker at kigge på yderligere opkøb, som vi bl.a. har set med Cathay Seal, der blev opkøbt med pæn tocifret millionomsætning og sorte tal på bunden. Derudover kigger Erria ind mod segmentet offshore wind, hvor selskabet arbejder på at identificere det mest profitable skridt ind i markedet, primært i Asien. Du kan læse mere i denne artikel fra Søfart, som er bag betalingsmur.