Erria har med to nye aftaler styrket koncernens samlede kommercielle fundament, som bidrager til pipelinen for 2026.
Den amerikanske offshore-gigant McDermott har for anden gang valgt Errias datterselskab, Mermaid Maritime Vietnam, som leverandør i form af en ordre til godt 4 mio. kroner. Samtidigt har det japanske containerrederi Ocean Network Express netop forlænget deres kontrakt med Errias datterselskab, Cathay Seal, om forsegling af containere i de næste to år.
I oktober i år henvendte den amerikanske offshore-entreprenør McDermott, en førende leverandør af global energi-infrastruktur med aktiviteter i over 30 lande og godt 30.000 ansatte, sig per anbefaling til Mermaid Maritime Vietnam, hvilket resulterede i en indledende ordre på 6 mio. kroner. Nu, blot 7 uger efter nyheden om den første ordre, har McDermott valgt at lægge deres anden ordre til en værdi af godt 4 mio. kroner, hvilket bekræfter styrken af det nye kundeforhold og understreger Errias samlede, unikke position som en mindre, men højt betroet leverandør af maritime services målrettet de globale giganters aktuelle, skiftende og fremtidige behov.
Administrerende direktør Henrik N. Andersen udtaler i forbindelse med den nye aftale med McDermott:
Denne anden kontrakt med McDermott viser, at Erria fortsætter med at konvertere nye kundeforhold til gentagne ordrer. Det bekræfter kvaliteten af vores løsninger og vores evne til at leve op til kravene fra store internationale energi- og offshoreselskaber. Vi er forholdsvis små og derfor er vi agile. Vi har både erfaringen, ekspertisen og innovationen, og derfor stoler vores kunder på vores gode råd, vores løsninger og vores evne til at give kunden præcis den struktur og sikkerhed, de har brug for, også i en tid, hvor verden forandrer sig konstant.
Cathay Seal har samtidig sikret en ny toårig kontrakt med den japanske gigant Ocean Network Express. Pålidelig og let implementerbar forsegling af containere er et marked i vækst, og Cathay Seal har gennem årene lykkes med at opbygge tætte og langsigtede partnerskaber, hvor virksomheden forudser kundernes behov og leverer højsikkerheds-forseglinger, der overstiger gældende ISO-standarder.
De nye aftaler bidrager positivt til Errias pipeline, og forventningerne til 2025 er uændret, hvorfor der ventes en omsætning på 200-220 mio. kroner med et EBITDA på 7-9 mio. kroner og EBIT på 6-8 mio. kroner.
No comments! Be the first commenter?