FOM Technologies har besluttet, at selskabet en gang årligt får udarbejdet en ekstern analyse af selskabet, indtil de opnår en størrelse, der automatisk afføder analyser fra banker og analyseselskaber. I dag har Enlight Research offentliggjort sin Commissioned Research Report af FOM Technologies.

I analysen fra Enlight Research sættes der bl.a. fokus på FOM Technologies’ markedsledende position på et vækstende marked. Enlight Research estimerer, at FOMs adresserbare marked vil vækste 40-50% årligt over de kommende fem år, hvilket primært skyldes en høj efterspørgsel og et marked, der i dag har en relativ lille base. Enlight Research estimerer markedet til 20 mio. USD i dag med en forventet vækst til 128 mio. USD i 2026.

Derudover sættes der fokus på FOM Technologies’ kundeliste, der inkluderer store globale selskaber som XEROX, First Solar, Rivian, Livent og US Department of Energy. Dette cementerer FOMs markedsledende position, og at FOM Technologies leverer den bedste løsning i markedet ifølge Enlight Research.

Enlight Research har i sin analyse estimater frem til og med 2026. I 2023 forventer Enlight Research, at FOM når en omsætning på 60 mio. kroner med et positivt EBITDA på 4,2 mio. kroner. Det vil dermed være i toppen af FOM Technologies’ nuværende guidance. I 2026 estimeres en omsætning på 155 mio. kroner, som fremgår af billedet.

I analysen beskrives et fair value interval på 36,2-73,8 kroner per aktie. Det er opdelt i en bear, base og bull case, hvor hhv. bunden og toppen er bear- og bull case. Enlight Research har estimeret en base case på 55 kroner per aktie, hvilket du kan læse mere om i analysen, som kan findes her.