GreenMobility skiftede til hovedbørsen i 2020, og har vendt røde tal til solid profitabilitet, hvor selskabet nu sender penge tilbage til aktionærerne.

GreenMobility har været igennem en hård periode med dyre eventyr på udenlandske markeder og røde tal på bundlinjen, men er gennemgået en kovending og står i dag et helt andet sted, hvor selskabet ligeledes er blevet kåret som årets børsnoterede vækstvirksomhed.

GreenMobility startede sin børsrejse på First North, men er sidenhen rykket på hovedbørsen, hvilket signalerede selskabets ambitioner. Selskabet kastede sig ud i international ekspansion og forsøgte at erobre markeder i Holland, Belgien og Finland med samme koncept, der havde virket i de danske storbyer.

Selskabets kovending

Den internationale ekspansion viste sig at være en dyr omgang, hvor de udenlandske markeder slugte kapital uden at levere den lønsomme drift, som selskabet havde håbet på, og aktionærerne måtte leve med røde tal og en dalende aktiekurs som følge af den øgede usikkerhed.

Dette medførte en strategisk beslutning fra ledelsen om at trække sig fra udlandet og lægge alle kræfter i det danske marked – hvilket viste sig at være det rigtige at gøre. Bilerne kom hjem, organisationen blev trimmet og fokus skiftede fra ikke blot at ekspandere for ekspansionens skyld, men til national ekspansion med profitabel drift, hvilket også er årsagen til, at GreenMobility nu fylder mere i storbybilledet herhjemme.

GreenMobility’s strategiske skifte afspejlede sig også i regnskaberne, hvor selskabet i 2025 landede en omsætning på 153,9 mio. kroner med et EBIT på 26,2 mio. kroner og et EBITDA på 54,0 mio. kroner, svarende til en margin på 35%. Dette medførte ligeledes, at GreenMobility-aktien i 2025 var den danske aktie med den største kursstigning på omkring 280%.

For 2026 forventer selskabet en omsætningsvækst på 8-12% og en EBITDA-vækst på 12-16%, og leverede i første kvartal en omsætningsvækst på 8% med et EBITDA, der steg 60% til 11,0 mio. kroner.

Prisvinder og aktietilbagekøb

I maj 2026 kårede Foreningen af Børsnoterede Virksomheder (FBV) GreenMobility som Årets Børsnoterede Virksomhed 2026 i small-cap kategorien. Begrundelsen var, at selskabet har gennemgået en af de mest imponerende turnarounds på den danske fondsbørs, hvor selskabet på tre år har transformeret sig fra at kæmpe for overlevelse til at fremstå som en sund, profitabel og fokuseret virksomhed. Denne pris er med til at signalere, at selskabets ståsted er skiftet markant.

Et andet signal er, at GreenMobility er skiftet fra at trække på ekstern finansiering til at sende penge tilbage til aktionærerne via aktietilbagekøb. På en generalforsamling godkendte selskabet et tilbagekøbsprogram på op til 6 mio. kroner eller cirka 70.000 aktier, svarende til cirka 1% af selskabets samlede aktier. GreenMobility har nu har tilbagekøbt 42.441 aktier til en værdi af knap 3,5 mio. kroner.