GreenMobility har i dag meddelt, at de har indgået en låneaftale på 1 mio. EUR med den nordiske grønne bank, NEFCO.

GreenMobility har opbygget en flåde på 1.650 biler i elleve byer fordelt på seks europæiske lande. I 2020 startede GreenMobility op i den finske hovedstad Helsinki i samarbejde med energiselskabet Helen. Delebilerne i Helsinki kører udelukkende på strøm fra vindkraft.

Låneaftalen på 1 mio. EUR skal være med til at finansiere udvidelsen i Helsinki og understøtte GreenMobility’s vækstplaner. NEFCO har et generelt fokus på at accelerere den grønne omstilling ved at finansiere scale-up perioden i nordiske miljøvenlige virksomheder. Ifm. låneaftalen udtaler CFO, Anders Wall:

Vi ser frem til at udvide vores aktiviteter i Helsinki og forbedre adgangen til delebiler med vores elbilflåde. Vi sætter stor pris på Nefcos opbakning og deres engagement i bæredygtig mobilitet. Med lånet fra Nefco kan vi fortsætte den positive udvikling af vores delebilforretning og give endnu bedre service til vores finske kunder, samtidig med, at vi minimerer udledningen af CO2 og reducerer behovet for privatejede biler i byen.